21 / 276
—
18
-
naaede Efterretningen ham om hans Faders Død (19. Avgust
1827); det stillede sig levende for ham, hvorledes Faderen
stadig havde foreholdt ham kun at blive Haandværker, og
han lovede sig selv, at saaledes skulde det ske. Et Par
Handsker, han tilfældig i dette Ojeblik bar, tog han af og
kastede fra sig, for hermed ligesom symbolsk at slaa sin
Beslutning fast, og der har ikke senere været Handsker paa
hans Hænder.
Dalhoff afskar sig dog ikke herved fra at kunne optræde
som kunstindustriel Haandværker; 1828 ansøgte han om at
blive Mester i Guldsmedelavet, saaledes at han tillige »som
Kunstner« fik Ret til at arbejde i alle saavel ædle som uædie
Metaller, og i Februar 1829 tilstodes hans Ansøgning. Han
holder sig heller ikke tilbage fra at være Lærer ved Kunst
akademiet, men han er fra nu af ganske anderledes Haand
værker end tidligere. Al hans Digten og Tragten gaar ud
paa at gavne Haandva:rket og Haandværkerne; den 1. No
vember 1828 gav »Læreren i Ornamentmodellering ved
Akademiet for de skjonne Kunster,
J . Dalhoff
« 10 Rd.
som forste Bidrag til en Præmiefond for Eleverne i Institutet
for Metalarbejdere. Dygtige og fremadstræbende Haand
værkere var hans Ideal, men til Lavshaandværkerne som
saadanne saa han skjævt. Paa sin Rejse havde han faaet
Modbydelighed mod det ziinftige Lavsvæsen, og det falder
derfor naturligt, at da han i 1837 paa en Rejse i Tyskland
havde fattet Tanken om at stifte en dansk Industriforening,
henvendte han sig herom ved sin Hjemkomst til en af den
polytekniske Læreanstalts Professorer, den med ham næsten
jævnaldrende
G
.
Forchhammer
, som han særlig kjendte. Og
Foretagendet interesserede. Men det var jo ogsaa, som vi