237 / 263
F O R H O L D E T T I L
V A N D F O R S Y N I N G S L O V G I V N I N G E N
O
prettelsen af Københavns første egentlige vandværk fandt sit lovgivningsmæs-
sige udtryk i to love, begge givet den 30. november 1857: den ene om »Staden
Kjøbenhavns og dens Grunds Forsyning med Vand fra de nye Vandværker«, om
handlende vedtægts- og regulativforhold, den anden om »Beskyttelse af de til
Kjøbenhavns Vandvæsen henhørende Værker, Anlæg og Beholdere m.v.«.
Beskyttelsesloven af 1857 tog efter sagens natur kun sigte på overfladevandet
og
forbød at forurene vandet i vandvæsenets søer, beholdere og åløb, og at lede urent
vand dertil.
Denne lov er stadig i et vist omfang gældende og har i tidens løb været et værdi
fuldt middel til i så vidt omfang som gørligt at hindre overfladevandets forurening
i de vandløb og søer i Københavns nærmere omegn, der hører under Københavns
vandforsyning.
Imidlertid tog loven ikke sigte på grundvandet, og først i 1896 fremkom ved lov
nr. 60 af 24. april 1896 en vis beskyttelse af dette ved en bestemmelse om forbud
mod afledning af urent vand gennem borerør til de underjordiske vandlag.
Beskyttelsen udvidedes i øvrigt væsentligt i 1914 ved midlertidig lov nr. 60 af
13. juni 1914, der senere flere gange er forlænget, og som var foranlediget ved en
række tilfælde i Hedehusene, hvor brøndejerne efter at have fået tilslutning til et
fællesvandværk benyttede de nedlagte drikkevandsbrønde til afledning af spilde
vand.
Erhvervelse af grunde til vandværksanlæg og servitutter for vandledningers frem
føring måtte, bortset fra bestemmelserne i midlertidig lov af 20. august 1853, i
mange år ske ved mindelig overenskomst. Dog blev der ved lov af 23. april 1897 om
benyttelse af grunde til lukkede vandforsyningsledninger givet almindelig ret til
arealerhvervelse til nedlægning af ledninger over anden mands grund.
I årene umiddelbart før den første verdenskrig blev trangen til en almindelig
vandforsyningslovgivning stadig stærkere, men først i januar 1921 nedsattes af
indenrigsministeriet et udvalg til udarbejdelse af et forslag til en samlet lov om
vandforsyningsanlæg, der resulterede i den nugældende lov nr. 54 af 31. marts 1926,
hvorunder de senere års udvikling af vandforsyningsanlæggene har fundet sted.
Det, der karakteriserer den gældende danske vandforsyningslov, er vel nok først
og fremmest, at afgørelsen af alle konkrete spørgsmål vedrørende grundvandets he-