130 / 293
Kristus-Salen.
formanende, helt forskellige fra den, der blev den endelige,
og som han ret pludselig fandt en Dag, da han stod i
Samtale med Freund foran en Skitse,
som fremstillede
K ristus bedende med oprakte Arme.
Han bøjede Armene
nedefter og udefter, idet han udbrød: „Nu har jeg det —
saadan skal det væ re !“
Dunkelt havde han følt, nu stod
det klart for ham, at det egentlige i K risti Væsen, som
Aanden i hans Gerning, v a r hans store Kærlighed til Men
neskene, hans forbarmende Medlidenhed med dem, hans
T ra n g til at trøste dem og gøre dem godt, og at det v ar
dette, han skulde have frem i sin Kristus.
I de skønne
O rd : Kommer til mig alle, som arbejder og er besværede,
og jeg vil give eder H vile (Matth. 11, 28) fandt han det
Motiv, han saa længe havde søgt, og simplere og natur
ligere end gennem
denne Bevægelse
med de udbredte
Arme, ved hvilken den guddommelige Menneskeven ligesom
aabner sin F a v n for de betrængte,
kunde denne store
T an ke ikke udtrykkes.
Men han nøjedes ikke hermed.
I
de følgende O r d : „T a g e r mit A ag paa eder og lærer af
m ig; thi jeg er sagtmodig og ydmyg af H jertet“ (Matth.
11, 29) fandt han et nyt Moment til Jesu Karakteristik,
der fuldt harmonerede med det andet, og det udtrykte han
gennem den skønne Bevægelse i det bøjede Hoved og det
nedslagne B lik.
O g saaledes fremstod denne Kristus, det
skønneste B illed af T rø steren og Menneskevennen,
som
vistnok nogen T id har frembragt, et af de ypperste Væ rker
i den nyere Kunst.
Den har sin betagende Magt ikke blot
ved den simple Storhed i Stilling som i Form er og Lin ier,
men ogsaa og i Særdeleshed ved, at den henvender sig
til Beskueren med sin Opfordring, træder i direkte Forhold
til ham.
Næsten alle andre Frem stillinger af Kristus har
givet ham enten i en bestemt Scene eller i en almindelig
Stemningssituation f. E ks. som den lidende Kristus, den
angestfulde, den bespottede, den korsfæstede eller som den
sejrende K ristus, den himmelfarende, den opstandne, eller som
den styrende K ristus, siddende ved Guds højre Haand eller
dømmende Menneskene paa den yderste Dag, lutter Motiver,
der paa en helt anden Maade drager Beskueren ind i
Handlingen eller Stemningen.
T h . har lagt O rdene: Kom
mer til mig o. s. v. — som burde staa anførte paa Statuens
Fod stykke — til Grund for sin Fremstilling, men han har ikke
givet K ristu s i den Situation, hvori han sagde dem, ikke