126 / 293
Korridoren.
i 2 r
den finere Gennemarbejdelse direkte i Marmoret hjemme i
København.
Han døde imidlertid, inden de var saa vidt
færdige.
Stillingen er i begge Statuer bleven mere lige
frem og retvendt som den, han fortrinsvis benyttede i sine
senere monumentale Statuer.
Andreas er en storslaaet
Skikkelse med et prægtigt Hoved.
Det fortælles, at da
den stod færdig i Omarbejdelsen, fandt T h . tilfældigt i sin
Kæ lder i Rom sin allerførste Skitse til Figuren fra 1821,
og den lignede paafaldende den, han nu havde modeleret.
Rel. Nr. 6 13
Tobias helbreder sin blinde Fader.
—
Modeleret 1828 efter Bestilling af en Komite i Pisa til et
Gravmæ le over den to A a r i Forvejen afdøde Øjenlæge
Andr. V acca Berlinghieri.
Motivet v a r opgivet af Komiteen.
T o b ia s, der efter mange A ars Fravæ relse vender tilbage
til sit Hjem, ledsaget af Englen Rafael, stryger Fiskens
Galde paa den blinde Faders Ø jne, for at de hvide H inder
skal briste.
Moderen staar hos opfyldt af Glæde over
atter at se Sønnen, som hun har længtes efter, men aldrig
troede, hun skulde gense.
Englen, der har ført T o b ias til
bage, er i Begreb med at fjerne sig.
Hovedgruppen af
F ad er og Søn er det bedste i Relieffet.
Situationen er
jævnt og naturligt givet gennem Figurernes Stillinger og
Udtryk.
Relieffet opsattes 1830 tillige med den afdødes
Portrætmedaljon
i Buegangen om Pisas berømte K irke-
gaard.
Det blev Genstand for Angreb i den toskanske
Presse, der var misfornøjet med, at ikke en af Landets
egne Kunstnere havde faaet A rbejdet overdraget.
Th.
havde som altid været meget medgørlig, hvad Prisen angik,
og havde paa Komiteens Henstilling straks slaaet det halve af.
Stat. Nr. 110
E n staaende Daabsengel.
— Englen
kommer skridende i lange Klæder, bærende den store Mus
lingskal foran sig i
begge Hænder.
Det overjordiske
Væsen er spinkelt bygget som en Kvinde, med Kvinde
lemmer, men uden Kvindebryst, Ansigtet er ungt, uden be
stemt udpræget K a ra k te r; I T . har aabenbart med Vilje
omgaaet det dogmatiske Spørgsmaal om Englenes Køn og
gjort sin F ig u r ganske konsløs.
Den har derved faaet en
lidt tom Idealitet, der gør den mindre fængslende.
Man
glæder sig over Motivet som Helhed, den gode Idé,
at
lade en E ngel bære Døbeskaalen,
at lade denne være
Døberens Muslingskal i forstørret Maal, man beundrer den
Værdighed, hvormed Skaalen frembæres, men man er hurtig