121 / 293
Korridoren.
Abrahams Sked.
Han har et dejligt Ansigt med fine T ræ k
og et drømmende, let svæ rmerisk Udtryk i Ø jn en e; men
det fortæller lige saa lidt om Døberens Væsen som den
traditionelle Haandbevægelse om hans I ale.
Slægtskabet
med den omtrent samtidige K ristu s-F ig u r er um iskendeligt;
samme Aand besjæler dem begge.
Hans T ilh ø re re er
imidlertid grebne,
men ikke saadan,
at de
oprøres
i
deres Sjæ ls Inderste — de opbygges kun;
deres Sind
fyldes af blide Stemninger, ikke af A nger til Omvendelse.
Det er herlige F ig u re r alle sammen, lige beundringsværdige
Johannes D øberens G ruppe (venstre H alvdel).
ved deres Stemningsfuldhed, deres levende Naturlighed, den
fine Karakteristik og den omhyggelige Udførelse.
I v e n s t r e
Halvdel (til venstre for Beskueren) ses nærmest Døberen e n
y n g r e M a n d , der har sat den ene F o d op paa K lippen,
hvo r Døberen staar; han bøjer sig fremad, sætter A lbuen
paa Knæet og støtter Hovedet i Haanden, en hvilende
Stilling, der godt udtrykker den fuldstændige Optagethed.
Den følgende G ruppe hører til de allerbedste.
E n ældre
og en yngre Mand, F a d e r o g S ø n , staar sammen; den
yngre har ført den ældre hid, for at han skal høre den
mærkelige Prædiker,
som
han selv er saa opfyldt af.
T o prægtige F ig u re r !
Se paa deres Stillinger, der i sig
selv er saa karakteristiske, paa Udtrykkene i deres A nsig