119 / 293
Korridoren.
dem alle.
I Æ ginetergruppen indtager M inerva denne
Plads,
og som Gudinde er hun
ganske naturligt gjort
større end de kæmpende G ræ kere og T ro ja n e re omkring
hende.
D a Døberen som Menneske ikke kunde gøres
større end dem, han taler til, er han, ogsaa ganske natur
ligt, stillet op paa et K lippestykke, h vo r han bedre kan
ses og høres af alle.
F ra hans H oved synker nu O v e r
linien i højre Side (o : til højre for Beskueren) ned til den
nærmest staaende D reng, derpaa løfter den sig til de to
oprejste Mandsfigurer, der sammen svarer til Gruppen af
de to Mænd paa den modsatte Side, derpaa synker den
atter til Gruppen af de to Børn, saa løfter den sig til den
siddende Moder og gaar derfra jævnt ned til den liggende
H yrde.
Lig e saa i den venstre Halvdel.
D e r er en vis
Johannes D øberens Prædiken.
Frontongruppen fra Frue Kirke.
Ensartethed mellem de to Sider, hvis plastiske Ligevæ gt
er nøjagtig iagttagen, skønt de er højst forskellige i E n
kelthederne.
Dette forøger det In d tryk af Helhed,
som
Gruppens Motiv i sig selv fremkalder.
Døberens Prædiken
samler T ilhø rern e om ham.
Han taler, de ly tte r; hans.
manende O rd strømmer ud over dem,
og deres T a n k e r
som deres B lik vender sig imod ham.
Han staar højt og
synligt for alle, behersker dem a lle ; selv de smaa Børn
ved Hunden,
der ikke hører efter,
er dog betagne af
.Situationen og tør ikke slaa sig løs, hvad de ellers vilde.
Som der er Helhed i Handlingen, er der det ogsaa i Stem
ningen.
Ingen sæ rlig stærke Lidenskaber spores hverken:
hos Johannes eller hos T ilh ø re rn e ;
det laa nu engang
ikke for T h .
Men inden for det begrænsede Omraade af
Stemningen, som her faar Udtryk, er der megen Finhed i
Iagttagelsen.
Denne G ruppe er et realistisk Mesterværk,.