117 / 293
I I
2
Korridoren.
blander det antike Genius-Begreb med senere T id e rs F o re
stilling om Døden som tilintetgørende Magt.
Som saadan
e r det rigtigt, at Dødens Genius (eller Engel) vender L iv s
fakkelen om og slukker de,n — ligesom den antike G ra v-
genius paa
mange Sarkofager — eller holder
de søvn-
bringende Valmuer
hen foran den døende; men naar han
tillige selv
lukker Øjnene som i Slummer og
sørgende
læner Hovedet mod Fakkelen, synes dette at være en A f
spejling af den døendes Stemning og Tilstand,
der kan
passe for hans egen Genius, hans Skytsengel, der lever
med ham og lider med ham,
men ikke paa Døden,
der
repræsenterer Tilintetgørelsen og uden Medfølelse for, hvad
den træder ned, gaar sin ustandselige Gang hen over alt
levende.
T h .s Dødsgenius er en skøn og stemningsfuld,
men uklar Skikkelse; Knokkelmanden med Leen fortæ ller
langt klarere, hvad Døden er.
Denne Dødens Genius er
anbragt paa Fodstykket af F y rs t Potockis Statue i K ra k o v
Domkirke (se Væ relse X V ).
Den modeleredes i Rom 18.29.
Nr. 616 (5te Pille).
Gravmæle over to Søskende.
— Dette ejendommelige Relief kaldte T h . selv „P aa Vej
fra denne K lode til en anden“ .
Motivet havde han faaet
opgivet af Bestilleren,
en polsk Fyrstinde Poninski,
der
omtrent samtidig havde mistet begge sine Børn.
T h . tog
ganske naivt paa det besynderlige Motiv, antydede de to
K loder i Underkanten af Relieffet og anbragte den sø r
gende Moder knælende paa den ene og de to Børn svæ
vende i Luften over mod den anden.
Og, besynderligt
nok, men maaske efter Bestillerens Ønske, lod han de
svævende afdøde være paaklædte i deres egen T id s D ra g
ter.
Ved første Ø jekast tager navnlig den unge Mand,
der skræ ver afsted gennem Luften iført en vid Kappe med
Slag og opstaaende K rave, Benklæder og Sko, sig lidt
underlig ud,
men
der er ikke
desmindre
Stemning
i
Figuren.
Han er som betagen og blændet af Herligheden,
han skuer for si g; alt bag ham er glemt; viljeløst lader
han sig føre, som en blind føres, af den lille L ivets Genius,
der med sin evig brændende F ak k e l peger paa den anden
og bedre Klode, hvortil Farten gaar.
Søsteren følger
efter; hendes H igen gaar ogsaa did, skønt hendes H jerte
endnu hænger ved den fortvivlede Moder, der søger at
holde hende tilbage ved Fligen af hendes Hovedklæde.
I
et første Udkast til Relieffet (Værelse X X X I I I ) er Figurerne