192 / 293
Trapperummet.
187
Herkules.
Han kravlede op paa Stig er og Stilladser om
kring den store Lerm asse, hvoraf Statuen skulde fremstaa,
og naar nogen fandt det farligt for den gamle Mand, sva
rede han :
„Falder jeg -n ed , saa dør je g jo paa Valplad
sen .“
Han arbejdede ufortrødent i flere Maaneder paa
Statuen, men i Slutningen af November kunde han ikke mere
og lod den afstøbe i Gips, som den var, i Haab om se
nere at kunne forbedre et og andet i Bronzen.
S tyrk e
guden staar med den tunge Kølle i
højre Haand og L ø v e
huden kastet over venstre Skulder.
Han ser
tilSiden og
op efter og forbereder sig aabenbart paa en ny Helteger
ning; i næste Ø jeblik svinger han Køllen op over Skulde
ren og drager afsted ud til Kamp mod et eller andet
Uhyre. Løvehuden vandt han ved sin første Heltegerning,
D rab et af den nemeiske Løv e, der hærgede i Egnen om
Nemea.
Skæbnen havde nemlig paalagt ham at udføre en
Række overmenneskelige Bedrifter.
Han var en Søn af
Jupiter og den skønne Dronning Alkmene, hvorfor Jupiters
skinsyge Hustru Juno hadede og forfulgte ham.
Hun
gjorde ham rasende, saa at han dræbte sin Hustru og sine
Børn, og til Bod herfor blev de sværeste Gerninger paa
lagte ham.
Løven, hvis Hud hverken Sværd eller Pil
kunde gennemtrænge, kvalte han i sine Arme, hvorefter
han flaaede den og brugte Skindet som Panser under
sine senere Kampe.
Fremstillingen af disse Bedrifter spil
ler en stor Rolle i den antike K un st; en saadan kæm
pende Heros er altid populær, og desuden gav Herkules
jo særlig Billedhuggerne taknemmelige Opgaver ved sit
kraftigt udviklede Legeme, der kunde vises i alle Slags
stæ rkt bevægede Stillinger.
T h . har, som man maatte
vente, foretrukket at fremstille ham udenfor, ikke i, Kam
pen. Hans Stilling minder om Jason s, men medens Jason
kommer gaaende fra Kampen, skal Herkules til at sætte
sig i Bevægelse for at begive sig til Kampen; han lytter
endnu efter Befalingen, har akslet sit Løveskind og skal
til at lofte Køllen, idet han træder frem med højre Fod.
Stillingen er udtryksfuld; der er udmærkede Forhold og
vældig K raft i det mægtige Legem e, selv om maaske dets
Muskulatur kunde være fastere, bestemtere angivet, og man
maa forbavses over, at den 73aarige Kunstner har kunnet
faa saa megen virkelig Livsfylde ind i Figuren.
Mindst
tilfredsstillende er det sjælelige Udtryk i Ansigtet —