22 / 293
Thorvaldsens Kunst.
i ;
■og Lidenskab, der overvæ lder ham.
D er er en vis E n s
artethed over hans Væ rker trods deres Mængde og F o r
skellighed i Motiver, men der er inden for denne Begræns
ning en uendelig Rigdom, et Væld, der strømmer hele
hans lange L iv igennem, lige frit og næsten lige frisk;
ingen skulde tro, at der ligger over 40 A a r mellem „Ja so n “
og „H e rk u le s“, hans første og sidste Statue.
Det, han
vilde i sin Kunst, var at komme bort fra det overdrevne,
det opstyltede, affekterte, det „akadem iske Sving som en
S a b e l“, der stødte ham i Fortidens Kunst lige fra Michel-
angelo til Canova, hans store Medbejler.
Det, han til
stræbte, v a r den rene Skønhed i de antike Billedhugger
væ rker, der saa forunderligt vidste at forbinde det natur-
lige og det ideale, hvis Menneskeskikkelser v a r saa fuld
komne i deres Skønhed, at man ikke traf deres Mage i
den virkelige Verden, men som alligevel havde et saadant
Præg af Virkelighed, at de ligesom levendegjordes derved.
Det v a r dette, han tog til Mønster i den antike Kunst, og
han søgte de Form er derfor, som stemte bedst med hans
egen Natur.
I den første Ungdomsbegejstring begyndte
han med at kopiere „Hestebetvingeren“ paa Monte Cavallo,
en Statue, der er i stærk Bevægelse; han gjorde ogsaa
Udkast til forskellige K am pscener; men i hans selvstændige
Kunst er næsten alt, hvad der kan kaldes stærk Bevægelse,
borte.
Hans S k y herfor bragte ham efterhaanden til at
simplificere endog disse Figu rers Stilling saa meget som
muligt for at naa den størst mulige Ro i dem og deri
gennem forhøje deres ideale Skønhed.
Han beskæftigede
sig i 1 8 1 4— 16 en Del med den ældste græske og ægyp
tiske Kunst, i hvilken Figuren altid har en ejendommelig
Ufrihed i Stillingen,
en Ret-Stilling,
der skyldes Ube
hjælpsomhed i den kunstneriske Fremstilling.
Denne Ret-
Stilling giver imidlertid Statuen ligesom et mere monumen
talt Præg, og T h . optog den derfor i omdannet Form og
anvendte den først ved den mærkelige, skønne Statue
„H aab e t“ og senere delvis i flere af sine store Statuer.
Betegnende er ogsaa det, at han aldrig har fremstillet en
Kampscene, skønt de græske Gudesagn og Iliaden, hvorfra
han hentede s^aa mange Motiver, vrim ler af saadanne.
Det
højeste, han d river det til, er en stærk Sindsbevægelse og
da oftere Vemod end Vrede og Lidenskab.
De ædle og
blide Fo le lser tolker han hyppigst og helst; sine Statuer