23 / 293
Thorvaldsens Kunst.
giver han en olympisk Ro, der ligesom lofter dem op i
en overmenneskelig Sfære.
Han soger aldrig den blotte
Virkelighedsgengivelse,
end
ikke
i
sine Po rtræ tb yster;
alligevel er han en udmærket Portrætkunstner.
Han lægger
kun liden Vægt paa Enkeltheder i Formen, Muskelbyg
ningen er sjælden stærkt fremtrædende, og Hudoverfladen,
Haaret
eller
Stofferne
i D raperierne er næsten
aldrig
realistisk behandlede.
Han
betragtede det som noget
uvæsentligt, til D els endog forstyrrende og skadeligt i F o r
hold til den ideale Skønhed i Helheden.
Denne var ham
det højeste.
Han v a r en blod og fredsommelig Natur, der
saa mildt og godmodigt paa L iv e t og Menneskene, og
ikke uden Lune, sæ rlig naar Am or v a r med ; den Bitter
hed og Mistænksomhed, der i en ældre A lder nu og da
ytrede sig hos ham, horte ikke til hans inderste Væsen og
kom aldrig til O rde i hans Kunst.
Det v a r det rene, det
gode, det skønne, han frem stillede, det onde og lastefulde
fristede ham ikke, h vo r karakteristisk det end kunde være.
F ig u re r som
„Ju d a s“ og „L ø g n e n “ forekommer
et Par
Gange i hans Basrelieffer, men uden dybere K arakteristik;
Begreber som „Natten“ og „D ø d en “ fremstilles som skønne
Skikkelser, fulde af blid Ro, og i hans forskellige G ra v
mæler er Sorgen over den afdøde dejligt skildret, men
mere som stille Vemod
end
som Fortvivlelse.
S k ik
kelser, som L iv e t har udslidt gennem store L id e lser eller
fortærende Lidenskaber, har han aldrig geng ivet; for ham
lader den Skønhed, det er værd at fremstille, sig kun fo r
ene med en Ungdom, der umiddelbart fyldes af L y k k e ved
L ivet, eller en Manddom, der i Følelsen af sin Styrke er
sig sit Væ rd bevidst.
Hans skønneste Statuer er alle unge
Skikkelser, som Amor, Merkur, Ganymedes, Adonis, Hebe,
Danserinden, Jason, Hyrdedrengen o. a.
Kun enkelte Por-
træ tligurer, Vulkan, nogle Apostle og B ifigurer til Johan
nes Døberens G ruppe samt forskellige for Kompositionen
nødvendige F ig u re r i Basreliefferne
er ude over denne
A lder, og af disse gjordes i det mindste Portrætfigurerne
efter Bestilling“ .
A f egen D rift syslede han, endog i sin
høje A lder, helst med F igu re r, som Ungdommen giver sin
Sødme, Styrke eller Ynde.
Flan elsker Barnets buttede
Fo rm e r og den smidige K raft i Heltens unge Lemmer,
men højest dog Ynglingens og den unge Kvindes sarte,
slanke, endnu ikke helt eller kun lige udfoldede Skønhed,