43 / 293
38
Forhallen.
Hun løfter Blikket mod Himlen med en dejlig- Bøjning af
Hoved og Hals og lægger Armene korsvis over B rystet
hengivende sig til den guddommelige Naade og Kærlighed,
som fylder hende og bringer hende til at udbryde i Bon
eller Lovsang. Det er en a f de sjælfuldeste af T h .s F igu
rer, og den vilde være det ogsaa uden de ydre A ttributter,
han har udstyret den m ed : Løvehuden og Køllen, der er
hentede fra den antike
S ty rk e - Gud Herkules,
hvis første Stordaad var
at dræbe en vild L øv e,
hvis Hoved han der
efter brugte som Hjælm,
medens han svøbte sig
i dens Skind som i et
Panser. T h . har klædt
sin Figu r i Løvehuden
som Styrketegn, men
Køllen, den raa Krafts
Redskab, Sym bolet paa
den
jordiske Styrke,
træder hun under F ø d
der. Den tilsyneladende
Modsigelse i, at hun
beholder
Løvehuden,
men
foragter Køllen,
skyldes den Omstændig
hed, at Figuren egent
lig er en Omdannelse
af en hedensk Figur,
Herkules’
Elskerinde
Omfale, der ved sin
Filskov bedaarede og
afvæbnede Styrkens Gud som Dalila den stærke Samson.
T h . har gjort Udkast til en saadan Omfale-Figur, en nøgen
Kvinde, der svøber sig i Løvehuden og leger med Køllen,
en Variation af hans Yndlingsmotiv „E lskovs M agt“, som
han saa ofte har behandlet i sine Amor-Relieffer, men da
denne Kvindefigur endelig udførtes, blev det ikke den sanse
lige E lskovs Magt, deii kom til at fremstille, men T ro en ,
den inderlige
Gudhengivenhed, „denhimmelskeS ty rk e “, og
Figuren beholdt Løvehuden som et ganske udvortes Sym-
D en himmelske Styrke.
(Pave-M indesmærket .