57 / 293
5
2
Værelse II.
D r e n g , der tyranniserer alt og alle; dette skildres bl. a.
i en Række yndefulde Smaadigte, som tillægges den gamle
græske D igter Anakreon, men i Virkeligheden er fra en
langt senere T id. T il sidst opløser Amor-Figuren sig i en
Mængde smaa A m o r i n e r (E ro ter), der driver deres Spil
med Menneskene. — T h . har fremstillet Amor under alle
disse Form er, især dog som den kaade D reng, dels fordi
denne Form gav ham Lejlighed til de forskelligste V aria
tioner af Em n e t: Kærlighedens Magt, dels fordi den nær
mest svarede til den Opfattelse af Kærlighedens Væsen,
som hans egen E rfaring paa dette Omraade havde givet
ham. Han havde jo selv gentagne Gange været O ffer fol
den kaade D rengs Pile og haft sine smaa Fo relskelser
uden dog nogen Sinde at blive saa dybt ramt, at han kom
til at bæ re Mærke deraf hele L iv et igennem.
Han er
kendte villig E lskovs Magt over alle og alt i Himmel og
paa Jo rd , men han saa den helst som en herlig L e g ; den
E lskov, der har S o rg og Synd og Sm erte i Fø lg e, vilde
han ikke have med at gore.
Netop de anakreontiske
D igtes skælmske og yndefulde Motiver var noget for ham,
og saa det skønne Sagn om Amor og Psyche, som den
gamle romerske D igter Apulejus har fortalt saa nydeligt,
og som senere har givet D igtere og Kunstnere Sto f,
til mange Væ rker.
I dette Sagn er Amor, Kærligheden,
personificeret i den skønne Ynglings Skikkelse og Psyche,
Menneskesjælen, i en dejlig ung Kvindes, den dejligste af
tre Kongedøtre, fortæ ller Apulejus, som ingen turde bejle
til, netop fordi hun var saa dejlig. S a a befalede et Orakel
hendes Foræ ld re at fore hende op paa et højt B jæ rg, hen til
Randen af en Afgrund og forlade hende der. D e gjorde det,
men da hun blev alene, tog en mild Zefyrvind hende paa sin Arm
og b ar hende afsted hen til et dejligt S lo t langt borte.
Her kom Amor i Nattens Morke til hende, uden at hun
nogen Sinde fik ham at s e ; thi han advarede hende mod
at efterforske, hvem han var, da hun saa vilde miste ham.
Imidlertid følte hun sig meget ene om Dagen og bad der
for sin E lsker om, at hendes Sø stre maatte komme og
holde hende med Selskab.
D ette fik hun L o v til, men da
Søstren e kom og saa al Herligheden og hørte om den
usynlige E lsker, gav de P syche det onde Raad at dræbe
ham om Natten, naar han sov ved hendes S id e ; thi han
maatte jo være et Uhyre, siden han ikke vilde ses.
Hun