63 / 293
Værelse III.
andet end Sang og Spil og Dans. Muserne synger V eksel
sange om Gudernes Lykk e og om Elendigheden blandt
Menneskene, der bliver gamle og ikke kender Lægedom
mod Døden.
O g de unge blandt Guderne træder i Dansen :
Venus og Hebe og D iana og Mars og Merkur med de
skøntlokkede G ratier og Muserne.
Men Musernes F ø re r
(Musagetes) Phøbus Apolio lader Lyren tone, og en straa-
lende Glans udgaar fra ham.
Gratierne (Chariterne) er
Gudinder for Skønhed og Ynde baade i Menneskelivet og
i Naturen.
Hvor Glæde og festlig Stemning hersker, der
e r G ratierne til Stede ; dem ofres det første Bæger, to r at
de skal holde al uskøn F o rsty rrelse borte.
D eres Væsen
er den uskyldige Glæde, den rene Livslyst.
D erfor frem
stilles
de
som
ungdommelige,
yndefulde
Skikkelser
altid syngende og dansende.
I den ældre T id afbildedes
de paaklædte, senere nøgne i hele deres unge Skønhed.
Saaledes giver ogsaa T h . dem, dog har han motiveret
Nøgenheden ved at anbringe en Salvekrukke ved Siden,
hvorover deres Klædebon er k astet; det antyder, at de
lige er komne op af Badet.
Det er unge P ig er med ikke
stærkt udviklede Legem sformer.
Lidt mere Fylde i disse
vilde ikke have skadet; Magerheden navnlig i Underpartierne
i Forbindelse med Midtfigurens Retstilling og Sidefigurernes
bøjede Ben giver noget kantet og tørt over Gruppen, og
Indtrykket heraf modvirkes ikke ved et rigt Stemnings
indhold. T h . har sat Amor ved Gratiernes Fødder spillende
paa Lyren til deres Pris, men Forholdet mellem ham og
dem er ganske udvortes, de synes slet ikke vidende om
hans Nærværelse. D er er ikke Antydning af E ro tik i dem ;
de Fø lelser, der fylder dem, er nærmest Søsterkæ rlighed
og gensidig Beundring.
Den Maade, de omslynger hver
andre paa, er ganske lidenskabsløs; det er venlige Væsener,
men Blodet banker ikke videre rask i deres A a re r; de er
mere afvisende end fristende i deres kyske Skønheds tørre
Regelrethed.
Lidt F e st i Minerne og L iv i Bevægelserne
vilde bedre have svaret til den ungdommelige Livsglæde,
der er Gratiernes inderste Væsen.
Den antike Kunst har
behandlet samme Motiv baade i Gruppe, i R elief og i
Væggemaleri.
Den meget ødelagte Gruppe i Siena lik
Rafael til at male sine G ratier; Canova har ogsaa fremstillet dem.
og hos ham som hos T h . vender de alle tre F ro n t mod
Beskueren, medens i den antike Gruppe den midterste ven-