69 / 293
6 4
Værelse IV.
mod hans ideale Syn paa Kunstens Maal og var netop det,
der stødte ham i Canovas nøgne Kvindefigurer. Som Emne
for sin Fremstilling valgte T h . det Ø jeblik i Gudindens L iv,
da hun viste sig for en dødelig i sin højeste Skønhed.
Anledningen var følgende: Ved en Bryllupsfest, hvortil alle
Guderne var indbudte undtagen Tvedragtens Gudinde F ris,
kastede denne for at hævne sig et Guldæble med Indskriften :
„T il den skønneste Gudinde“ ind i Forsam lingen.
Da
Guderne ikke kunde blive enige om, hvem der v ar den
skønneste, overlod de A fgørelsen til den trojanske Kongesøn
Paris.
Juno, Minerva og Venus bejlede om Prisen.
funo
lovede Paris Magt og Rigdom, Minerva bød ham Visdom,
men Venus vilde give ham den skønneste Kvinde, og hende
tilkendte han saa Prisen, efter at han havde skuet hende i
al hendes Dejlighed. — D et er denne Scene, T h . har frem
stillet. Venus har lige modtaget Guldæblet, som hun holder
i den løftede højre Haand og b e sk u e r; men med den venstre
tager
hun
uvilkaarlig
sit
Klædebon,
som
hun har
kastet over en T ræ stub tæt ved.
Hun b ø je r sig lidt til
venstre og gø r i det samme et Skrid t tilbage med venstre
Fod .
I næste Ø jeblik vil hun løfte Klædebonnet op for
Underliv og B ryst og atter dække sig. T h . har ved denne
Bevægelse, som motiverer Bøjningen af Kroppen og giver
L ejligh ed til et rigt Spil af L in ier og Flader, lagt et Blu
færdighedens Præ g over sin Venus, som ingen af de senere
antike Venuser ejer.
Hvad selve Formskønheden angaar,
kan den godt stilles ved .Siden af disse (de findes i Museets Kæ l
der blandt T h .s A fstøbninger efter Antiker). Den er fuldendt
dejlig i Helheden som i alle Enkelth ed er; det er Kvindeskon-
heden i sin Blomst, fuldtudfoldet. G aar man tilbage og ser paa
de tre G ratier i forrige Værelse, s)’nes deres K roppe næsten
udstoppede i Sammenligning med Gudindens levende Marmor
kød. Mindst L iv er der i Ansigtet, hvis T ræ k er fine og
regelmæssige, men hvis Udtryk er noget tomt. T h .s Venus
er Skønhedsgudinden, ikke Kærlighedsgudinden; der er i
Virkeligheden ikke E lskovsfølelse at spore i hende; men det
laa overhovedet ikke for T h . at give denne Følelse Udtryk
i sin Kunst, hvor stor en Rolle Amor end spiller i den.
Han har legem liggjort Kærligheden i Amors Skikkelse, og
i mange Væ rker paa rent ydre Maade vist Amors Magt over
baade Guder og M ennesker; men af Figu rer, der er fyldte
af Kærlighed, særlig af den Kærlighed, som Elskovsgud-