68 / 293
6
3
Stat. Nr. i i
V en u s.
— Venus (græsk Afrodite, (len
skumfødte eller Anadyomene, den af Havet opstigende) er
Kærlighedens og Skønhedens Gud
inde.
Hun repræsenterer Kæ rlig
hedens alt gennemtrængende Magt,
baade H jertets blide Fø lelser og
den betagende Sansedrift. Hun er
den fuldkomne kvindelige Skønhed,
D igterne besynger hendes Øjnes
Glans, hendes søde Smil, hendes
Legem es Dejlighed og hendes vid
underlige Bælte, hvori der er virket
smægtende Elskov, Længsel og
skæmtende T a le, smigrende Bon,
som endog bedaarer den vise. I
de ældste kunstneriske Fremstillinger
er hun Gudinde for Kærligheden
og Kvindeskønheden i den ædleste
F o rm ; man mener at have en saa-
dan Venus i den storladne, kun
halvt blottede Statue, der blev
funden
1 8 2 0
paa Øen Melos —
den meliske Venus — og nu er i
Louvre-Sam lingen i Paris. D et er
Skønhedsidealet i stolt Selvbevidst
hed.
Denne Statue har T h . ikke
kendt. En mindre ideal Venus — den knidiske V. — skyldes
Praksiteles fra
4
de Aarh. f. K r.
Denne Statue, som kun
kendes fra Forfatteres Beskrivelser og fra Billeder paa
Mønter, var helt n ø g en ; Blottelsen af Kvindelegemet i
Kunsten holder Skridt med Sædernes Forfinelse og Forfald.
Helt nøgne er ogsaa de senere Venus-Statuer, hvoraf de
berøm teste er den kapitolinske V. (i Rom) og den medicæ-
iske V. (i Florens) fra adet Aarh. f. Kr. De fremstiller Gud
inden lige opstegen af Badet eller af H avet; med den ene
Haand dækker hun for Brystet, med den anden for Skødet,
en koket Bevægelse, der snarere peger paa end skjuler,
hvad kvindelig Blufærdighed ellers vil skjule. Disse Statuer
har T h . kendt og brugt som Forbilleder, men om Leflen
og Koketteri er der ikke T ale i hans Venus.
Det stred
Væ re lse IV.