112 / 316
sidste Leje i de lyse Hvælvinger«. Den første, der kom til at hvile
her, var Niels Juel, hvis Gravmæle blev indrettet mod Øst i Ka
pellet. Oprindelig var han blevet bisat i et særligt Kapel, som var
blevet opført ved Kirken, og her var ogsaa hans Hustru Margrethe
Ulfeld blevet stedet til Hvile, men da Kirkeværgerne indtrængende
henstillede til Niels Juels Børn, at deres Forældres Gravminde og
Kister blev overført til det nye, store Kapel, blev der truffet nær
mere Aftale herom, det Juelske Kapel nedbrudt og Nyindretningen
foretaget i 1710. Indenfor et Partisangitter staar nu tre forgyldte
Kobberkister, hvori Niels Juel og Margrethe Ulfeld og deres ældste
Søn, Stiftamtmand Knud Juel (død 1709) hviler, medens en Sarko
fag af sort Marmor gemmer Støvet af Generalløjtnant Gregers Juel
(død 1731). Monumentet, som vistnok skyldes Generalbygmester
Lambert van Haven, dækker Bagvæggen og Sidevæggene, og be-
staar af en ionisk Portal, paa hvis Pilastre Niels Juels seksten Ane-
vaaben er anbragt. Portalen krones af hans eget Vaaben, omgivet
af Krigssymboler: Faner, Kanoner, Morgenstjerner o. s. v., og dan
ner Indramningen omkring det egentlige Mindesmærke med hans
Portrætbuste og derunder en Indskriftplade med Kingos ypperlige
Karakteristik af Helten:
Staa Vandringsm and og sku en Søhelt an i Sten,
og est du selv ej Flint, ær da hans døde Ben!
T h i det er Hr. Niels Juel, hvis M a rv og Ben og Blod,
med fyrigt H jerte for sin Konges Ære stod,
hvis Manddoms Drifter i saa mange Søslag staar
og gennem H av og Lu ft og L and med Æ re gaar.
En M and a f gammel D yd og dansk O p rig tigh ed
a f J a og Nej og hvad man ærligt mere véd.
Hans Sjæl den er hos Gud, hans Ben i denne G rav,
hans N avn i M inde, mens der findes V a n d i H av.
1 0 8