![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0019.jpg)
disse nye Tiders Smag«. T egn ingen til den genrejste K irke skyldtes
Joa ch im Frederik Ramus, Professor i M atem atik og M ed lem a f
K omm issionen til Kirkens Opførelse, der lod M idtsk ibet og S ide
skibene være a f samme Højde, saa at de dannede en K irkehal,
og yderligere føjede hertil to lavere Sideskibe. Grundstenen blev
ned lag t i 1731 og K irken indv iet den 30. April 1738, uden at den
dog paa dette T idspunkt endnu var helt færdig. Taarnet var under
Opførelsen to Gange styrtet sammen , og først i 1739 var det muret
saa højt op, at man kunde tænke paa at rejse Spiret. V incen ts
Lerche, der ogsaa sad i Komm issionen , fik i 1740 kongelig G od
kendelse a f sit Udkast til et Spir — i V irkeligheden var det en nær-
gaaende K op i a f et Projekt til St. Martins Kirke i London — og
selvom Arbejdet ved hans D ød blev overdraget til G enera lbygm e
steren Laurids Thurah , blev det dog hans Plan, som udførtes i H o
vedtrækkene. D en 5. D ecember 1744 blev »Spirets Ornamenter, som
var to Knapper, 3 Kroner og 1 Fløj opsat«, og derefter holdt K obb er
smedemesteren, som stod i den mellem ste Krone, en Ta le , hvori
han paakaldte Guds Beskærmelse over K irken og Kongen . Herpaa
lod Trompeter og Pauker sig igen høre og den kongelige Skaal b lev
uddrukket under e t : V iv a t ! Længe leve vores allernaad igste Arve-
konge og Herre, K ong Christian den S je tte ! O g saa blev »det ganske
kongelige Herskabs Skaaler, hver især, uddrukket a f Kobbersm ede
svendene, som arbejdede paa Taarnet, under et »V iva t, Længe
leve«-Skrig, og Paukers og Trompeters Lyd , som varede ind til
Mørkningen , da dette blev fuldendt, den A llerhøjeste ske evig Ære,
uden nogen Skade.« D e t F lyveb lad , som i denne An ledn ing blev
trykt, fortæller desuden, at hele Højden a f Taarn og Spir var
387 Fod, saa at Thurah med god Grund kunde tale »om det her
lige Taarn , der er det højeste i Staden, langt over alle de øvrige,
og som rækker sit Spir op til Skyerne«.
l 5