HCEngelsen

SLUTNING

saa Ibsen i Grand Hotel, dristede han sig til at gaa til ham og

præsentere sig selv og sin Hustru, sin Hustru som den, der be?

undrede hans Kvindeskikkelser, sig selv som Boghandleren

med Kjendskab til hans Forfatterskab og som den, der nu

ejede Hegels tidligere Villa Christiansdal, i hvilken den store

norske Digter havde været Gjæst. Ibsen modtog venlig de to

Fremmedes Hilsen.

I det af Engelsen saa beundrede Drama »John Gabriel

Borkmann« siger Ella Rentheim: »Usigelig tungt for mig at

tænke paa, at jeg skal forlade Alt, hvad Liv er —forlade Sol,

Lys og Luft uden at lade efter mig her en eneste En, som vilde

tænke paa mig, mindes mig varmt og vemodigt«. Det maa

sikkert være lignende Tanker, Engelsen har haft, da han som

helt ung tænkte paa Familie; i den Retning gik jo hans Fantasi

og hans Dromme. Derfor saa han op til sin Kompagnon, der

hjalp ham til, at Drommene kunde blive virkeliggjorte, og der?

for elskede han Søsteren, der gav ham sinHaand og sit Hjærte.

Hvad nu først Svogeren angaar, da har Ingen, skriver En?

gelsen, haft den Betydning for ham som han. Han var be?

vidst trofast og god imod mig, siger han, fra den første Gang,

vi saas, til hans Død; han var ligesom Tungen paa Vægt?

skaalen i mit Liv og den, jeg søgte Samtale med i Afgjorelsens

Ojeblikke. Ognu hans Søster —ja,er der En, hvem Engelsen

bojer sig for i inderlig Hengivenhed, da er det hende, hende,

der blev hans syv Boms Moder, der saa længe Kræfterne slog

til, paa den mest opofrende Maade har stridt og slidt for Mand

og Born, som nu, da hun som Regel sidder stille i sit Hjem,

følger Alt med sit kjærlige Sind, sit aabne Øre, sine milde

og bløde, talende Ojne, og som stadig er sin Mands bedste

Raadgiver.