HCEngelsen

I BOGHANDLERLÆRE

enhver Haandsrækning, han fik i sin Stræben efter at faa

Klarhed i disse Forhold, og overfor Bogholderen fik han Lej*

lighed til at vise sin Taknemlighed i mere end Ord. Denne

Mand, der var ti Aar ældre end den Lærling, han viste Inter*

esse, var ikke stærk. Nu og da maatte han holde sig hjemme

en Dag eller to, og en Gang under et Sygdomsanfald gik

Hans Christian noget beklemt op til ham i hans Logis for at

sporge, om han ikke kunde være til nogen Hjælp, hvad der

blev godt optaget. Og da han ved denne Lejlighed saa, hvor

forladt den Syge laa, og hvor uheldigt han f. Ex. havde sit

Sukker, i et elendigt Kræmmerhus, kom han Dagen efter igjen

med en lille lakeret Blikdaase, der bedre kunde gjore Tjeneste.

Det venskabelige Forhold imellem dem fæstnedes herved.

Bogholderen og Lærlingen kom hinanden nærmere, og i Maj

1861 flyttede de sammen.

Men hvor kunde Hans Christian det? Han havde jo Intet

at betale med. Betingelserne, han var engageret paa, vare:

Kosten hos unge Steen, Løfte om gamle Steens aflagte Klæder

og dermed Punktum, men fra Nyaar 1860 var det sidste Til*

sagn blevet omsat til 120 Kr. om Aaret. Han havde altsaa i

alt Fald nogle Penge at raade over. Og skj ondt han havde gratis

Logis hos de brave Sorensens og kun det nævnte ringe Beløb

at tage til, var han dog lydhør, da Sporgsmaalet om at bo

sammen med Bogholderen kom op. Han var jo nu et ungt

Menneske med Interesser. Han læste »Dagbladet« og navnlig

»Fædrelandet«, hvis Føljetonger havde Betydning for ham.

Han fulgte med i Politiken; naar han blot nogenlunde kunde

faa Tid, var han interesseret Tilhører ved Forhandlingerne i

Folketingssalen, særlig naar det national*liberale Partis le*

dende Mænd talte. Han var da selvfølgelig imod det Rotwitt*