I BOGHANDLERLÆRE
enhver Haandsrækning, han fik i sin Stræben efter at faa
Klarhed i disse Forhold, og overfor Bogholderen fik han Lej*
lighed til at vise sin Taknemlighed i mere end Ord. Denne
Mand, der var ti Aar ældre end den Lærling, han viste Inter*
esse, var ikke stærk. Nu og da maatte han holde sig hjemme
en Dag eller to, og en Gang under et Sygdomsanfald gik
Hans Christian noget beklemt op til ham i hans Logis for at
sporge, om han ikke kunde være til nogen Hjælp, hvad der
blev godt optaget. Og da han ved denne Lejlighed saa, hvor
forladt den Syge laa, og hvor uheldigt han f. Ex. havde sit
Sukker, i et elendigt Kræmmerhus, kom han Dagen efter igjen
med en lille lakeret Blikdaase, der bedre kunde gjore Tjeneste.
Det venskabelige Forhold imellem dem fæstnedes herved.
Bogholderen og Lærlingen kom hinanden nærmere, og i Maj
1861 flyttede de sammen.
Men hvor kunde Hans Christian det? Han havde jo Intet
at betale med. Betingelserne, han var engageret paa, vare:
Kosten hos unge Steen, Løfte om gamle Steens aflagte Klæder
og dermed Punktum, men fra Nyaar 1860 var det sidste Til*
sagn blevet omsat til 120 Kr. om Aaret. Han havde altsaa i
alt Fald nogle Penge at raade over. Og skj ondt han havde gratis
Logis hos de brave Sorensens og kun det nævnte ringe Beløb
at tage til, var han dog lydhør, da Sporgsmaalet om at bo
sammen med Bogholderen kom op. Han var jo nu et ungt
Menneske med Interesser. Han læste »Dagbladet« og navnlig
»Fædrelandet«, hvis Føljetonger havde Betydning for ham.
Han fulgte med i Politiken; naar han blot nogenlunde kunde
faa Tid, var han interesseret Tilhører ved Forhandlingerne i
Folketingssalen, særlig naar det national*liberale Partis le*
dende Mænd talte. Han var da selvfølgelig imod det Rotwitt*
-
32
-




