117 / 654
Th. Stauning og København
1 0 5
— men hans store Gerning som Politiker og Organisa
tionsleder, som offentlig Personlighed og Statsm inister
faldt, selv om den gjaldt hele Landet, ogsaa i Absalons
By, og hans Arbejde for Landet fik selvfølgelig ogsaa en
afgørende Betydning for dets Hovedstad, den største By,
med en Femtedel af Landets Befolkning, med det store
Erhvervsliv, med Handel, Haandværk og Industri, med
Universitet og Akademi, med en levende, smilende, in i
tiativrig Befolkning, netop som Stauning selv var.
Født 26. Oktober 1873 naaede Stauning altsaa ikke
Støvets 70 Aar, hvor Sømmelighed og Lovbud byder en
hver at følge sit Otiums Kalden. Det vilde vist ogsaa
have været svært for den gamle Kæmpe at lægge op og
nøjes med at plante Kartofler og Blomster i Statsm ini
sterboligens Have. Under de nuværende Forhold vilde
han næppe heller have faaet Lov til det, men han egnede
sig vist ikke til at leve et stille Liv og nyde Pensionistens
fredfyldte Tilværelse. Dertil havde han været for meget
med, været for meget i Forgrunden, og hvor dybt man
end under de for Danmark saa alvorlige Forhold rnaa
savne hans kloge Ledelse, hans i de store Situationer saa
sikre In stink t og Dømmekraft, saa var det maaske for
ham selv ikke det værste, at han slap for Alderdommens
tragiske Uvirksomhed.
Stauning kunde være blevet meget og meget forskel
ligt. Med hans udmærkede Begavelse maa hans Mulig
heder i Ungdommen have spændt vidt. Han havde en
lille lyrisk Aare, som han aldrig udover de første Aar
fik Tid til at bruge og slet ikke Tid til at udvikle, skønt
han sværmede for Drachmann. Han havde dramatisk
Evne og skrev et Skuespil „Livets Løgne“, som opførtes
i 1906 paa Arbejdernes Teater og fik en indian-summer-
Sukces, da dets Forfatter var blevet Statsm inister, ved
et Hundredtal af Opførelser Landet over. „Livets Løgne“
skal ikke gøres til noget Digterværk, det er et af Døgnets