118 / 654
1 0 6
H. P. Sørensen
dystre Emner, en Arbejdskonflikt, grebet lige ud af T i
den og stillet op med stærke og følelsesbetonede Replik
ker, saaledes at de Mennesker, det handlede om, kunde
forstaa det. Det var Propaganda, Brugskunst i bedste
Betydning.
Journalist kunde Stauning ogsaa være blevet, ja han
vilde selv mene, at han var det, skønt han aldrig saadan
set arbejdede som aktiv Journalist, selv om han i Pe
rioder, hvor Borgbjerg havde Ferie, redigerede „Social-
Demokraten“. Men skrive kunde han. Naar han skulde
udtale sig til O ffentligheden igennem Pressen, skrev han
helst det hele selv. Han brød sig hverken om den aand-
fulde journalistiske Passiar eller den højlitterære Skil
dring med Sjæ lsanalyse af den Interviewede. Han var
helst fri. Men hvad der skulde staa, det stod der. Klart
og koncist, — men hvis
det
var nødvendigt og absolut
skulde bruges i en prekær Situation, ogsaa saa tilpas
taaget, at der aldrig kom Ulykker ud deraf. Ligesom i
sin Tale havde Stauning ogsaa, naar han skrev, den
uvurderlige Evne til Intiution og til altid at skrive det
rigtige, skønt alt, hvad der er skrevet, binder sin Mand
meget mere end det sagte.
Fagforeningsmand kunde han ogsaa være blevet. Ja,
dertil stod hans Hu i den tidlige Ungdom. Han var blevet
Redaktør af Tobaksarbejdernes Fagblad og søgte ved
Aarhundredets Begyndelse Stillingen som Sekretær i De
samvirkende Fagforbund. Men en anden blev valgt. Han
kunde, om hans Forældre havde haft økonom isk Evne
og kunnet give ham en akademisk Uddannelse, ogsaa
være blevet en dygtig Lærer, Videnskabsmand eller Em
bedsmand. Hans Begavelse, hans Intelligens, hans Grun
dighed, hans system atiske Indtrængen i det Stof, han
skulde behandle, kunde sikre en fremtrædende Plads paa
mange Omraader.
Hans Liv har im idlertid givet de F ilosoffer Ret, som