211 / 294
194
Lavets Historie 16Q4—1861.
lagde Rigsdagen et Lovudkast, som tildels endnu var uhel
digere end de Forslag, hvorimod Næringsstandens Petition
var rettet.
,,Standen forsøgte da gennem Tingene at gøre sin Ret
og sit Krav gældende, o g . skønt flere Stemmer ogsaa her
hævede sig for denne vigtige Sag og stræbte at bringe
Moderationer ind i Lovudkastets Bestemmelser, strandede
dog ligeledes denne Virksomhed paa de idelige paa diktatorisk
Maade af Indenrigsministeren afgivne Erklæringer, at Loven
maatte og skulde fremmes endnu i afvigte Rigsdagssession
og udkomme uden principielle Forandringer, hvormed da
tillige den Trusel forbandtes, at Ministeren i modsat Fald
vilde fratræde sin Stilling.
„Disse Ministerens Erklæringer fremkom paa ethvert
Stadium af Sagen og gennemførtes lige til det sidste ø je
blik, da Loven skulde emanere, og det trods al den Be
vægelse og al den Modstand derimod, som den samme
Minister vel vidste og havde erfaret, at der rørte sig over
det hele Land.
„Allernaadigste Konge! Den danske Borger vilde kun
slet forstaa at bruge den Gave, Deres Majestæt har skænket
ham i en fri Forfatning, hvis han ikke overensstemmende
med den henvendte sig til Landsfaderen og dybt Udtalte sin
Misnøje og Beklagelse, over hvad der er sket i den antydede
Henseende, samt uforbeholdent, som Deres Majestæt vil,
den frie Borger skal ytre sig, nedlagde den Erklæring, at
den Minister, eller de Medlemmer af Ministeriet, der saaledes
benytte den kongelige Gave, Konstitutionen, til gennem den
at kuldkaste lovlig erhvervede Rettigheder og sætte Vilkaar-
lighed i Frihedens Sted, ikke kunne have Borgernes Tillid!
„Det har lydt ofte gennem Landet, i Ord som i Skrift,
at man ved at behandle Næringsforholdene berører en af
Samfundslivets vigtigste Nerver; at saadant maatte ske med
varlig Ha^nd, forenet med al mulig Sagkyndighed og Omhu;
men det tør vel siges med en Sandhed, der ikke lader
Skygge af Tvivl tilbage, at en mere hensynsløs Fremgangs-