189 / 269
176
LUFTMASKINER
len om de ildsfarlige Montgolfiérer, der ikke krævede
Anstalter til Fremstilling af den „brændbare Luft“.
De almindelige aerostatiske Maskiner, der blot for
til Vejrs og intet mere,
trak
ikke — man maatte
finde paa noget nyt. Francke, Marionetspilleren fra
Dyrehaven, havde allerede i 1790 paa Louisenlund
til de kgl. Herskabers udelte Tilfredshed opsendt en
Luftmaskine i en Husars Lignelse, syv Fod høj —
men Hovedstaden var forbleven lukket for ham. Da
Genren siden vandt Indgang, havde den udviklet sig
til hele
„Luftjagter“:
Dyr og Jægere, konstrueret
som Balloner (et Ord, der kom i Brug i Slutningen
af Aarhundredet), oftest dannede af den saakaldte
Guldslagerhud. Brintudviklingen og Fyldningen, med
de mystiske Tønder, Glasrør og Glasklokker, skete
for Tilskuernes Øjne og interesserede i samme Grad
som selve Opstigningen. Undertiden var Luftjagterne
helt effektfuldt sammensat: en Ræv og en Kronhjort
gaar til Vejrs, skarpt forfulgt af en stor Jagthund og
en Jæger til Fods; dernæst en vild Hest jaget af en
bereden Jægersmand; han skyder (Fyrværkeriet eks
ploderer) og Dyret styrter død til Jorden (Brinten
gaar ud) etc.
I Eftersommeren 1803 opsendte Dorothea Leh-
mann Luftjagter fra Lustres Ridebane paa Vesterbro,
men pludselig forbød Kancelliet dem. De havde dog
allerede krævet Luftsejladsens første Offer herhjem
me. En Holmens Tømmermand sprang nemlig, an
sporet af den udsatte Belønning, ud i Sortesø for at
fiske Luftfigurerne op, men druknede. Lustre fik dog