221 / 269
208
OFFENTLIGT MASKEBAL
salighed. Balle tog sig Hvervet paa, men Kancelliet
var storsynet nok til at indse det uværdige i en saa-
dan Fremgangsmaade. „Om Hans Majestæt endog i
Fremtiden,“ skrev man, „skulde finde for godt at
forbyde Maskerader, saa kan man dog ej anse det
passende, at et saadant Lovbud skulde foranlediges
af et Tilbud som dette.“ Anderledes djærvt og aabent
var den unge Grundtvigs Stormløb mod Maskera
derne. Han vilde ringe Dommedag for de letsindige
Øren. I 1808, efter Englændernes uvelkomne Besøg,
udsendte han sin lille Pjece: „Maskeradeballet i Dan
ma rk “, der var rettet til „hver ægte Nordbo, hver
Dannekvinde“, disse Skarer, som samledes i Dan
marks Sørgetid, i „dets Lykkes haarde Vinter“, i
overgiven Spøg og Glæde. Det hjalp ikke, at man
holdt dem Billedet af „den blødende Dana“ for Øje,
at man skammede dem ud, fordi de dansede og gøg
lede paa Bredden af Danmarks Grav. Skaren var
døv og blind. „Strengelegen tonede højt, og med den
blandede sig i rædsom lystige Akkorder: »Fryd dig
ved Livet«“, og Gulvet dundrede under de dansende.
Grundtvigs Fremmanen af Heltene fra den heden
ske og kristne Old for at rejse den „nedsjunkne,
faldne Slægt“ („Husk du udsprang af Nordens Kæm
peæt!“) gik sikkert hen over Hovedet paa Borger
skabet. Hans mægtige Sagastil laa en Kende for højt.
Medens Rau og Bjørn var blandt de lykkelige,
Kancelliet ansaa for egnet til at vaage over Orden
og gode Sæder ved Maskeballerne, blev flere An
modninger fra anden Side kategorisk nægtet. Det