26 / 269
BRINCKMANS KILDE
13
D en un ter jen em B aum , der ihn vor R egen schiitzt,
D er Erde reich er S ch o o sz aus ihren A dern spritzt.
I den store Bøg, der ludede ud over Kilden, ind
ridsede man sit Navn. Det var noget af den samme
Rousseau’ske Naturkultus, der senere, i et endnu
mere sentimentalt Tilsnit, fandt sit Udtryk i Haverne
ved Dronninggaard og Enrum. Men samtidig „be
tjente“ man sig af Vandet som paa et Kursted. Lange
fortæller i sin mærkværdige Bog om „de naturlige
Vande“ (1756), at Vandet fra Brinchmans Kilde var
vel egnet til at drikke, og navnlig for sangvinske og
koleriske Personer, for Børn og syge, tillige for fleg
matiske Naturer, men ikke for melankolske. Besø
get faldt ikke blot ved St. Hansdagstider, Somme
ren igennem rejste Folk derud. Af samme Art som
Brinchmans Kilde var den mindre bekendte Ordrup
Kilde, der laa tæt uden for Dyrehaven i Krattet
mellem Ermelunden og Kristiansholm. Ogsaa denne
søgtes om Sommeren af en Mængde Mennesker,
der drog til Skovs for at forlyste sig.
I Tidens Løb forfaldt Brinckmans Kilde atter;
Stenene forvitredes og Indskriften slettedes ud af
Vind og Vejr. Kilden blev igen sat i Stand, og da
den nu var almindelig yndet, udgik Initiativet fra
højere Steder end forhen; Stiftamtmanden, Grev
Conr. Ditlev Reventlow tog Sagen i sin Haand. Den
blev indplanket og Vandet kom til at vælde ud i
en armtyk Straale gennem et kort Rør; i Stil med
den gamle Inskription opsattes en ny — de bekendte
og oftere citerede Verslinjer: