32 / 269
SK IL DR IN G ER AF FO LK ELIV ET
19
med deres „Chapeau“ under Armen, og hver Chapeau
med sin Ølkande i Haanden og Pibe i Munden.
Datidens Aviser beskæftigede sig con amore med
Kildelivet, og Trykkefrihedsskribenterne greb dette
efterstræbte Emne med Begær; man finder drastiske
Skildringer, der maler Kildens Herligheder med den
brede Pensel. Fri for Tendens er de næppe, men
yder alligevel værdifulde Billeder af Folkelivet ved
Dyrehavskilden i Struenseetiden og kort efter. Et
Par af disse Situationer oprulles for Læseren i stærkt
sammentrængt Form, thi een Fejl har de alle: de er
umaadeligt vidtsvævende.
En gammel Pebersvend har sat sig for at se denne
berømmelige Dyrehavens Kilde og det paa den mærk
værdige St. Hansaften; thi den Aften og to Døgn
efter har den sin mirakelfulde Kraft, hvis man skal
tro de gamle ærværdige Matroner, der selv har prø
vet det og indfundet sig der hvert Aar. Han haaber
samtidig paa dette folkerige Sted at kunne opsnuse
sig en gammel giftetrængende Jomfru. Han er næppe
traadt ind i det brogede Selskab, førend han om
ringes af to i Sandhed ret lækre unge Pigebørn;
paa de slemme Hatte og forkerte engelske Dragter
ser man straks, at det er to københavnske Jom
fruer. De kigger ham lige op under Øjnene, fniser
og siger, at han ser forbandet komisk ud og nok
aldrig har været ved Kilden før. De faar imidler
tid et Par lækre unge He rrer i Sigte, iler efter
dem, men Herrerne undløber . . . .
I et andet Dyrehavsbillede er Realisme og Digt
2
*