35 / 269
22
K ILD EFO R L Y STE LSER I DYREHAVEN
æltet i en Smørbøtte. — En af Amagerne falder over
Tømmestrengen, slaar en Kolbøtte over sin Datter,
saa hun faar den ene Fod i Flødekrukken og væl
ter den skønne Fløde ud i G ræ s s e t—- Matthias! He r
er det Land, som flyder med Mælk og Honning!
Hundsvot, Slyngel, Fukssvanser, Mameluk! Hille
mænd, hvor det regner med Skældsord hist henne!
H e r kan man komme i Rangen for et godt Ord,
ellers koster det Penge . . . . Et andet Sted er Op
brudet i fuld Gang, man drikker den sidste Sop-
ken: Es lebe Frederike! Es lebe Christiane! Es
lebe alle die Schönen! Und sterbe alle die Grim
men! Adieu Monfrére! Adieu Masceur! Ha ra sa!
ha ra sa! along! along! hui! hui! hurra!
Kildelivet havde næppe ændret sig synderligt si
den Aarhundredets Begyndelse. Der var sket For
skydninger i de ydre Former, som Tidernes Foran
dring og skiftende Moder førte med sig, men i Dyre
haven som ved Vartov-Kilden morede Folk sig selv,
assisteret af en Bierfidler eller Lire. Halte, blinde
og lamme, der fordum havde søgt Lindring ved Kil
den, kom nu for at indhøste en Skærv, og deres
Legemsbrist var ikke altid saa slem som den saa
ud til. Allerede ved Vartov-Kilden spekuleredes der
i Kildegæsternes Medlidenhed; Phönixberg harcelle-
rer i „Den forkerte Mercurius“ 1727 over Stodderne,
der henimod Aften „indpakke deres Arme og B en “,
som næst deres Veltalenhed havde indbragt dem de
Skillinger, for hvilke de næstkommende Nat vilde