OffentligeForlystelserIFrederikDenSjettesTid

K ILD EFO R L Y STE LSER I DYREHAVEN

ver Skilderiet, se alle Dyrehavens Mærkværdigheder

for nogle Mark, om man end talte seksten Aner.

Alt i alt har Forlystelserne ved Dyrehavskilden

dog lige til 1790 overvejende været af personlig Art.

Kildegæsterne spiser og drikker — ikke just altid

med Maade — og medbringer selv det gode Humør.

Man synger Fredmanske Epistler, medens Fætter

Mikkel, Manden med Liren, giver den gamle Ugle

vise, en Tid lang Dyrehavens Nationalhymne:

K atten er m it S y d sk en d e B arn,

H an har gode D age

Frem for m ig det slem m e Skarn,

J eg m aae staae tilbage.

G aaer jeg ud og gaaer jeg ind,

A lle p lu k k e de m it Skind.

O ! jeg m aae v el h yle,

O ! jeg m aae v e l hyle.

Naar Ungersvenden træffer paa en „alsomsødeste“,

byder han den „lille Fløyknap“ op til en Svingom;

hun tager hjertensgerne derimod. „Harpeslaaeren“

spiller op til den „hollandske Mollevet“ [o: Menuet]

og Parret danser ud, mens

han

synger:

L ystig m in P ig e! C orante M agret,

Træd n et om paa T aaen, m in sø d e M agnet,

Stræ k saa ud A rm en den h vid e saa blank,

Saa gaaer hun saa lystig og h erlig og frank,

H old saa T akten

M ed Fagten

M ed B esk e d e n

G iør K ieden

So sa g ’ ich dir hu ndert m ahl d a u sen D ank,

D ank!