41 / 269
28
K ILD EFO R L Y STE LSER I DYREHAVEN
M en D yreh augen m e e st var sk iø n ,
H ver dandsed sin C orante,
D er drog ud baade Q vin d e og M and
O g drak det sk iø n n e K ildevand,
D andset, drak, og drak og aad,
Aad og drak og dandset.
D en Sk ov b lev fuld af Sang og Fryd
R o sen rø d e S k ierm an te,
Saa knap m an hørte Ø ren Lyd
For Spil og T rim ulante,
I T elten gik det m eget flink,
K luk, kluk, klu k m ed K lang og K link,
S trengen h ørtes, S an gen gik,
L ystigen m an dandste.
Dyrehavskildens egentlige Glansperiode oprinder
i Halvfemserne og varer ved til Bombardementet;
derefter indtræder nogle magre Aar, men atter i den
sidste Snes Aar af Frederik den Sjettes Tidsalder
øver den en mægtig Tiltrækning paa Hovedstadens
Publikum. I Aarene efter 1790 synes Tilstrømningen
at have været uhyre og mange af Kildegæsterne kam
perede St. Hansnat i Dyrehaven. Kildeforlystelsernes
Ry havde tillige bredt sig ud over Landets Grænser
og hidlokkede de tilrejsende. Den bekendte Filosof og
Digter Lavater, der i Sommeren 1793 opholdt sig i
Danmark, anslog Tallet paa Vogne og Chaiser, der
var stævnet til Kilden St. Hansdag, til over 200 —
og Vejret var endda slet. Søndagen før Vor Frue Dag,
da han atter aflagde Dyrehaven et Besøg, var der
henimod 800 — skriver otte Hundrede Køretøjer,
mest aabne, store Vogne, der kunde rumme 10-12
Personer, medens et Hav paa otte til tolv Tusinde