36 / 269
LIN EDANSERE
23
drikke Brændevin i Stedet for Kildevand, hvilket de
mente var sundere — og det var næppe bedre fat
ved Dyrehavskilden i 1772. Ved alle Leddene kunde
man træffe vanføre Stakler; men om Aftenen traadte
den eenbenede en sirlig Menuet i Fortunen — hvor
Kildegæsterne den Gang sluttede Dagen —, og den
blinde fandt uden Vanskelighed Vej til Kroen.
Man havde endnu ingen til at agere for sig, først
omkring 1775 fik Linedanserne Indpas ved Kilden.
Nogle Artikler i Københavns Aftenpost er i denne
Henseende ' oplysende. I Sommeren 1772 gav den
bekendte Antonio Brambilla med sit Linedansersel
skab Forestillinger paa det kgl. Teater, og dette Fæ
nomen diskuteres i Bladet i en Række satiriske, men
ret udvandede Bemærkninger; bl. a. falder den Ytring,
at de „ret belejlig kunde lade deres Kunster se ved
Kilden, nu da alle stormer til den“. Det synes at
tyde paa, at den Art Forestillinger tidligere har væ
ret ukendt der. Faa Aar efter, i 1776, er Savnet
imidlertid lykkelig afhjulpet — en lille kvikt fortalt
Satire giver os Beviset i Hænde. Et muntert Sel
skab, der har slaaet sig ned ved Kilden, morer sig
med Ølkander og Brændevinsglas, og en Linedanser
faar i Hast sin Skueplads færdig. Han svinger sig
lystigt, til stor Glæde for sit Publikum, men Linen
brister, han falder ned og kommer til at ride paa
en gammel Flæskepapas Skulder, der netop skal
føre Kanden til Munden; han taber den og over
spilder sin Kones Triumfantes-Skørt. Konen skraa-
ler op, Manden bander og der bliver stor Staahej,