37 / 269
24
K ILD EFOR L Y STE LSER I DYREHAVEN
indtil Matroserne tilsidst kommer imellem og gør
rent Bord. —
Linedanserne har utvivlsomt været Dyrehavskildens
tidligste Kunstnere — et højst ambulant Folkefærd,
der næppe havde fast Stade, men spændte Linen ud
mellem to Træer og producerede sig, hvor der var
Publikum. Det maa være en af disse, en Forfatter
i „Nyeste Skilderi af København“ 1806 sigter til,
naar han fortæller, at der for tyve Aar siden ikke
var andre Gøglere end en gammel Linedanser, der
uden for Kildetiden var Kok af Profession, og som
kun drejede sig tre-fire Gange rundt paa en slap
Line, mens han bestandig raabte: Geben Sie nun
wohl Achtung!, men alligevel ansaas for et rent Vid
under i Linedanserkunsten. Han tænker næppe paa
den Linedanser, Luxdorph i Kildetiden 1786 tog ud
i Dyrehaven for at se, thi det var utvivlsomt Spina-
cutta, som denne Sommer tillige optraadte et Par
Gange paa det kgl. Teater. Hele Byen talte om ham,
han besynges i en Gadevise som større end Tubal-
Kain og i Aftenposten lægger Malene, Husets jydske
Pige, sin Beundring for Dagen i en Ytring om, at
den Karl absolut maa have med Fanden at bestille.
Selv Pram og Rahbek tog i Minerva, i deres eget Blad,
en venskabelig Holmgang for hans Skyld; Rahbek
mente, at Skuepladsen profaneredes ved en Linedan
ser, men deri var Pram ganske uenig med ham.
Werlauff, der var født 1781, fortæller ogsaa, at det i
hans tidlige Barndom næsten udelukkende var Line
dansere, der forlystede Dyrehavens Publikum. Aften