72 / 269
VAN SKA BN ING ER
59
fanten ikke var mere, og „Skilderiet“ skrev en Ne
krolog over „det største Dyr i begge Riger, be
kendt af sin Fromhed, sin Klogskab og sin Styrke“,
der nu var hensovet „ved en sagte og rolig Død (for
modentlig af for
megen
Appetit)“. Det viste sig at
være Opspind, og for at slaa alle Rygter ned, blev
den navnkundige Elefant, som Gautier selv kaldte
den, vist frem paa Vesterbro, i en Træbygning
skraas for Acciseboden; her holdt den sig til midt
i August, til Bombardementet saa at sige hang Byens
Indvaanere over Hovedet.
En vis æstetisk Sans var ikke fremmed for Dyre
havens besøgende.
Abnormiteter
og
Vanskabninger
som Forevisningsobjekter var derfor ikke hyppige,
naar der ikke fandtes et eller andet oplivende Mo
ment, som kunde tilfredsstille det lysere Anstrøg i
den københavnske Humor. I 1803 fik to Omløbere
Lov til at forevise en levende Mandsperson med tre
Arme og een Fod, to vilde Mandfolk og et vildt
Fruentimmer, men det viste sig saa langt fra at være
Vildmænd, at det tvertimod var nogle sølle Stakler,
befængt med „Krop“, store hæslige Udvækster paa
Halsen; Selskabet var alt andet end hyggeligt at se paa,
Folk væmmedes og forbitredes. Den offentlige Me
ning vendte sig mod de to Omløbere: Kancelliet fik
anonyme Skrivelser og berettigede Protester fandt
Vej til Dagspressen. Den bekendte Pastor Paveis
ved Nicolai Kirke udtalte sig skarpt derimod, og
bad den ædle Regering sørge for, at slige Veder