70 / 269
MENAGERIER
57
Dyr ikke var set herhjemme i Mands Minde.*)
Rahbek fik Stof til et helt Nummer af sin „Tilskuer“,
og Folkets Røst hævede sig for at faa den ublu
„Setakst“ (fra een til fire Mark) sat ned. Fædre,
hvis Drenge havde læst om Pyrrhus’ Elefanter,
maatte jo dog tilfredsstille Børnenes Videbegærlig
hed. „Muligt kan der og,“ skrev Politivennen, „kom
me en Del simple Tilskuere, som sædvanligt sker
paa St. Hans og Frue Dag, hvis Nysgerrighed over
vinder deres Uformuenhed, og uden at bryde sig
om Vagten, med Magt kunne tiltvinge sig at se
den . . . . “
Allerede Aaret efter var Menagerierne i Dyrehaven
mere righoldige. Caramatti, der var gaaet i Kom
pagni med en Kollega, havde tre Kameler, syv Bjørne
og to Abekatte, der oven i Købet alle gjorde Kun
ster; Leonhardi, en Landsmand til Caramatti, kunde
byde paa intet mindre end en bengalsk Tiger, en
ung afrikansk Løve, en asiatisk Leopard og en spæt
tet Hyæne samt en Del andre Dyr. Til Overflod
var der afrettede Hjorte og Heste, adskillige smaa
udenlandske Dyr og en levende Sælhund. Lustres
Elefant var næppe mere til Stede, men selv den
foruden er det forstaaeligt, at et „Bidrag til Under
retning for Ukyndige i Naturhistorien“, sammen
skrevet af en Studiosus Ulrik Fred. Winther og om
handlende de mærkværdigste af alle de mange frem*) Allerede i Kristian den Fjerdes Tid, i Vinteren 1639-40, havde der været
en Elefant i Hovedstaden. Kongen omtaler den i et af sine egenhændige Breve
til Korfits Ulfeld, og Ole Worm beretter i en latinsk Epistel om det vældige Dyr,
der var utrolig lærenem; den kunde baade danse og fægte.