127 / 248
1 9 0 0
Vore Dages Digtere: Jyderne
Jeppe A ak jæ r
er Navnet paa en ung lyrisk Digter oppe [ra
Karup-Egnen, som debuterede i 1897 med »Mis
sionen og dens Høvding
«.
Senere fulgte For
tællingen »Bondens Søn«, men det er navnlig
hans Digtsamling
»Derude fra Kjærene«, som
lader os ane, at vi i ham maaske har fundet
Tronarvingen til St. St. Blichers jyske Dig
tertrone
..........
Hedevandring.
Her har jeg Himlene over min Isse,
her har jeg Lyngheden under min Fod.
Musen har Rede i guldgule Visse,
Hugormen døser ved Gyvelens Rod,
Graalærkens Sang,
Faar’klokkens Klang
gør af min Vandring en Paradisgang.
Haren ta’er Spring over Blaabær og Rævling,
ilsom den svinder bag Lynghøjens Kam.
Inde bag Bakkerne lusker en Grævling.
Vogt da, o Hyrde, de hvide, smaa Lami
Ser du hans Bo,
lad ham i Ro.
han bider lukt gjennem Strømper og Sko.
Dunlet i Luften sejler en Maage,
Sollyset glitrer i Vingernes Pragt;
lavt over Lynghavet styrer en Raage,
kluntet er Flugten, og sort er dens Dragt.
Raage og Ravn —
hvad gjør et Navn:
Hederi ta’er alt i sin dølgende Favn.
Viben har Unger bag Porsenes Ranker —
duk dig, nu slaar hun jo ned i din Hat!
Ræven, den snilde, bag Tyttebærranker
lærer sin Yngel at lege Tagfat,
træder sin Dans,
svinger sin Svans,
hele den vildene Hede er hans.
Her vil jeg drømme fra Sorgernes Skare,
skylle dem bort i et jublende Væld,
sende dem væk med den flygtende Hare,
bade min Sjæl i den duggende Kvæld.
Solen gaar ned,
Himmerigs Fred
sænk’t over Lyngen og Sindene med!
Jeppe Aakjær.
Joh ann e s V. Jen sen
er en Dyrlægesøn fra Farsø i Himmerland,
den næstældste af ti Børn. Han er Student fra
Viborg Latinskole og begyndte sin Forfatter-
bane for fem, seks Aar siden med nogle blod
dryppende Fortællinger i Kaufmanns
»
Revu«,
hvor hans Pseudonym »Ivar Lykke
«
prangede
Side om Side med »Louis de Moulin«. Men
baade hans Debutroman
»
Danskere« og de to
i 1898 udkomne Bøger
»Einar Elkær
«
og
»
Him-
merlandshistorier
«
tyder paa, at den unge
Jyde,
—
han er endnu kun 28 Aar,
—
har
Marskalstaven i sin T orn yster
..............
» D e r s v in g e r T o n e r i m it S in d , s o m
in g e n M e n n e s k e r h a r h ø r t e lle r a n e t
— d e r s t r ø m m e r M u s i k til m ig f r a
d e t S t e d i H im m e lr u m m e t , h v o r J o r
d e n s k a l r u lle o m H u n d r e d e A a r —
je g h ø r e r e n s t o r L y d s o m a f en
Johs. V . Jensen.
M a lm k lo d e ,
d e r
v a n d r e r
a le n e
i
M ø r k e t o g t o n e r — je g g ø r i m æ g
tig e S y n e r
«
(A f: Einar Elkær).
»
D e fir e s k u m le L æ n g e r la a
d e r la n g t u d e p a a d e n a a b n e M a r k
s o m fir e D y r , d e r v il v a r m e h v e r
a n d r e o g h a r fa a e t s ig la g t k e jte t o g
k a n t e t tilrette . D e r v a r in g e n L y s i
R u d e r n e , d e t v a r e n u n d e r lig T in g ,
n a a r m a n e r v a n t til at se L y s i e n
G a a r d o m A fte n e n . D e n G a v l, d e r
v e n d t e m o d B y e n , h a v d e to G lu g g e r
f o r o v e n o g e n L e m p a a M id t e n , d e n
lig n e d e et A n s ig t o g h a v d e til S t a
d ig h e d en s m æ r te lig t b lin d e t o g b e
d ø v e t U d t r y k s o m e fte r et S p a r k i
N æ se o g M u n d . H v e r e n e ste A fte n
la a d e tte j a m m e r f u ld e A n s ig t u d e i
S k u m r in g e n o g s t ir r e d e e n s o m t o g
stæ d ig t in d m o d G r a a b ø lle B y .«
(A f: H immerlandshistorier).
Johan Skjoldborg
Skønt Skjoldborg er omkring de fyrre, hø
rer han dog til de yngre Digtere, der vil sætte
deres Præg paa det nye Aarhundredes dan
ske Litteratur. Han er Skolelærer men omgaas
med Planer om helt at hellige sig Skribent
virksomheden. De Løfter, som hans Debutbog
>En Stridsmand« gav, har hans senere Bøger
>Kragehuset« og »Almue« fuldt ud indfriet.
De giver et udmærket Indblik i Lynglandets
slidsomme Nybyggerliv og de jydske Bønders
Slægtsfølelse, som f. Eks. her i »Pilegaards-
visen« fra »Almue«:
Som Aaen i den grønne Eng
randt mine Ungdomsdage,
og Glæden kom, og Glæden gik,
men Sorgen blev tilbage.
Min Søn, vær tro! Det Ord dig mind.
Og vogt for Svig dit unge Sind!
Og Glæden kom, og Glæden gik,
men Sorgen blev tilbage.
Min Manddomslyst var Gods og Guld
at styre og at raade.
Min Ungdomsleg, min Manddomslyst
blev mig til Ve og Vaade.
Min Søn, grib fast, men aldrig fejl!
og va’er dit Sind for Næb og Negl!
Min Ungdomsleg, min Manddomslyst
blev mig til Ve og Vaade.
Nu planter jeg en Pilekvist
bag Havens simple Gærde;
saa længe som den blomstre vil,
vor Slægt er her paa Færde.
Og naar du vogter dig for Fald,
den Kvist og Knopper skyde skal. —
Saa længe, som den blomstre vil,
vor Slægt er her paa Færde.
(Af Almue).
124