ByensDyreliv

henved fire Fem tedele af de danske Solsorter; saa dem kan man faa at

se hele Aaret.

Saa længe Ku lden og Sneen varer, er der Ro over Solsortefolket. De

sidder og skutter sig i deres mørke F je r med Hovedet trukket ned mellem

Skuldrene. Kommer man en af dem for nær, flyver den skræppende

afsted, og tilbage i Sneen staar Tæernes fine Kileskrift og det nydeligste

Par Vifter, hvor Svingfjerene har trykket af mod Snetæppet.

M en næppe har Solens første svage Straaler strejfet den kolde F je r

dragt, før Solsorterne faar Foraarsfornemmelser. En matsort Han begyn

der at gøre K u r til en dejlig, b run H un inde under den nøgne, d ryppende

Hæk. Den puster Brystfjerene op og lader Vingespidserne feje mod Jo r

den. En anden H an kommer flyvende, styrtdykker, lander b rat op og

smækker Haleviften i Vejret for ikke at miste Balancen. E t Øjeblik staar

den stille og stirrer paa Konkurrenten, saa gaar den løs med sænket Hoved

og Gu lnæbbet lige fremad. De to Hanner flyver til Vejrs med flaksende

Vinger, Bryst mod Bryst og hakker efter hinanden. Luftduellen er kort

og ublodig. T o raske Lynangreb, og den nyankomne forsvinder unde r

Skraalen og Skræppen.

Den gamle Han fortsæ tter Frieriet med strittende Nakketop, rejste Ryg

fjer og slæbende Hale. Men H unnen er ikke føjelig; den viser ham af

Gang paa Gang og flyver til sidst afsted ind mellem Buskene, — men

med Hannen lige i Hælene paa sig.

Fo r et Par Aar siden hørte jeg en Solsort sidde og synge i T oppen af

et Birketræ paa Fem te Jun i Plads allerede den 23. Januar. Norm alt be

gynder Solsorten at synge omkring første M arts, og bliver flittigt ved til