ByensDyreliv

D y re t vejede ikke mere end 5 gr, hvad der med andre O rd vil sige, at

man kan sende ti Dværgflagermus i et almindeligt Brev, uden at der

bliver Overvægt.

I Paasken 1939 fik jeg fat i en Skimmelflagermus. Den var faldet

ned i en Gaard i Frederik den V I ’s Allé lige op til Frederiksberg Have.

Desværre naaede Gaardkatten at perforere Vingehuden flere Steder med

sine spidse Tæ nder og brække et Par af Fingrene, altsaa Stiverne af

Vingerne, inden der var nogen, der fik fat i Flagermusen. Den hvæ

sede ikke desto m indre som en Dampkedel og aad Melorme som en

Tæ rsker, saa jeg haabede at faa den paa Vingerne igen. Men alle Flyve

forsøgene resulterede blot i en kort Glideflugt, hvorpaa Flagermusen fol

dede Vingerne sammen som en Paraply og blev liggende.

E t af de bedste Tegn paa, at et D y r trives, er at det holder Pelsen i

O rden . Og i den Retning var der ikke noget at klage over den lille paraply

vingede Flagermus, som med en dengang meget aktuel Allusion havde

faaet Navnet Chamberlain. Alt saa ud til at gaa, som det skulde; men da

jeg en IVIorgen opdagede, at den lille Chamberlain var ind tørret omkring

Snuden , vidste jeg, det var Begyndelsen til Enden. Og inden Aften laa

den lille, sorte T ro ld kold og død paa Bunden af sit Bur.

M en Bu ret kom ikke til at staa tom t ret længe. Allerede faa Dage efter

b ragte en af mine Bekendte mig en Brunflagermus. Han havde

uden

at tænke nærmere over det — staaet og svinget en lang Bambusfiskestang

i Lu ften , saa det summede og brummede, med det Resultat, at et Par

Flagermus fløj lige mod Stangen

lokkede af Lyden

og faldt til Jo r

den. Den ene af dem fik han fat i, inden den lettede.