51 / 121
og for at kunne det, var det jo en Nødvendighed, at jeg maatte udbede
mig 100 Ringe til.
Og
saa startede Ekspeditionen. Begyndelsen var god nok. Vi fandt en
gammel Lade, hvor der var tydelige Spor af, at der var fløjet en Mængde
Flagermus ud og ind under Tagskægget. Vi klatrede op i et snævert Rum
lige under Taget, hvor der laa hele smaa Hobe af begsorte Flagermuse-
ekskrementer; men Flagermus var der ingen af. Vi rodede rund t i et Par
T im e r og fik ovemkøbet Lov til at slaa flere Huller i en Dobbeltm u r, i
Haab om at finde Dy rene hængende inde i Hu lrumm et; men vi fik ikke
en eneste at se. Saa det er jo muligt, de ikke altid overvintrer paa samme
Sted.
Om Mandagen overlod jeg til en anden at aflevere de 200 Ringe til
Magister Hørring, og jeg skulde — ellers T ak — ikke have nogen Besked
med tilbage. Forhaabentlig vil andre faa mere Held med sig.
Inden man begynder paa en eventuel Mærkning, maa man dog gøre
sig klart, at der er den Mulighed, at de danske Flagermus slet ikke van
d rer. Men det er sandsynligt, de gør det. De almindeligste af vore
Flagermus — Dværgflagermusen, Skimmelflagermusen og Brunflager
musen — plejer at overvintre i hule T ræer, i ubeboede Værelser og i
hule Skillerum; altsaa Stedet, hvor de ikke er særlig beskyttede mod F rost.
Saa mon ikke de fleste af dem tager mod Syd, i S tedet for at løbe Risi
koen at fryse ihjel?
Men at de ikke gør det allesammen, leverede den haarde Isvinter
1939—40 Bevis for.
I den aller haardeste Frostperiode, da Tem pera tu ren var nede paa