ByensDyreliv

ikke allerede var død. Men hvor utroligt det end lyder: Tussen var fu ld

stændig uskadt, den havde end ikke den m indste Rift i Huden . — H el

digvis! Jeg satte den saa i S tedet for ud i Salaten for at æde Snegle, til

G læde for baade den og mig.

Forøvrigt har jeg flere Gange haft Pindsvin hjemme. Engang fandt jeg

ét paa Bunden af en Lyskasse; det var i M id ten af September. Det viste

sig at være en lille Han paa 1—

Maaned. Den var i god Foderstand

og vejede 225 g. Og hvad der var det mærkeligste: den havde næsten

ingen Lopper. Ellers er Pindsvin nogle af de mest loppebefængte Dyr,

der eksisterer. Engang tog jeg et Pindsvin op i Haanden, og et Øjeblik

efter var min Haand sort af Lopper. D er er talt op til 5—600 Lopper

paa eet eneste Pindsvin.

Jeg fik hu rtig t gravet nogle Regnorme op, og det lille Pindsvin gav sig

straks til at æde dem. Man kunde høre, hvordan Jorden knasede mellem

Tænderne, alt imens det smaskede velbehageligt. I Løbet af den første

Dag aad det 32 Regnorme.

I de følgende Dage varierede jeg Pindsvinets Kost, og det gik ikke af

Vejen for noget; det spiste Æbler, Pærer, Bananer og V indruer med lige

sto rt Velbehag; det gnaskede Snegle, haardkogte Æg, Smørrebrød og K a r

tofler i sig, og gnavede Karbonadeben og Rødspætteskrog med stor Iver.

Resultatet var ogsaa, at det tog næsten 100 gr paa i Løbet af den første

Maaned.

D e r var kun een T ing , Pindsvinet ikke kunde taale. Jeg gav det en

Dag lidt Kærnemælk, som det straks gav sig til at drikke. E t halvt M inu t

efter kastede det hele Portionen op, men begyndte øjeblikkeligt at slikke