DetKongeligeTeater

naler, sammen med dem samtlige hans Efterfølgere til Dato har

ført, er bevaret, og regnes blandt Teatrets største Skatte. Medens

Regissøren ved adskillige udenlandske Teatre nu nærmest er ble

vet det, vi her kalder Scene-Instruktør, er han ved det kongelige

Teater det samme, han altid har været: den Mand, der tilrette

lægger den praktiske Del af det kunstneriske Arbejde, holder sam

men paa Prøver og Forestillinger og sørger for, at disse forløber

glat og uden Forhindringer af nogen Art. Det er en yderst om

fattende Opgave, og den er forlængst blevet for stor til, at en

enkelt Mand som i gamle Dage kan overkomme den. Arbejdet

og Ansvaret er nu stykket ud paa adskillige Hænder.

De store L in jer i det: Fastlæggelsen af det ugentlige Repertoire

og Berammeisen af de mange Prøver, trækkes op af Overregis-

søren; dennes baade betroede og brydsomme Embede har nu i en

Aarrække været beklædt af Kaare Borchsenius, der oprindelig —

for næsten et halvt Aarhundrede siden — begyndte som Skue

spiller ved Teatret, men som snart gled ind i Regissørposten, paa

hvilken han har indlagt sig store Fortjenester. At Repertoire

lægningen maa volde et Maksimum af Hovedbrud og nærmest er

en Slags Puslespil af allermest indviklede Art, vil man forstaa,

naar man hører, hvilke Hovedhensyn der er at tage ved denne

Del af Arbejdet.

Der er først og fremmest Abonnementet, Hovedhjørnestenen i

Teatrets Billetsalgssystem. Der er Abonnement de fem første Dage

i hver Uge og — siden

1942

— den første Søndag i hver Maaned.

Ialt er der for Tiden smaa

10,000

Abonnenter, der kommer i Tea

tret hver

. Dag; ingen af dem maa faa den samme Forestilling

to Gange i deres Abonnement, og alle skal de helst se de store

Sukces’er i Repertoiret. Saa er der Radioen, med hvilken Teatret

har en fast Aftale om Kunstnernes Anvendelse i Hørespil o. s. v.,

en Aftale, som er et Led i hele Teaterordningen. Radioen lægger

sine Planer efter Teatrets, og dette gør det dobbelt svært at ændre

i de een Gang trufne Repertoire-Dispositioner.

I de senere Aar er Provinstourneerne kommet til. De betyder

overordentlig meget for Teatret udadtil, men besværliggør i ikke

ringe Grad dets Arbejde indadtil. Naar en Forestilling er paa

Tourné, maa der ses bort fra de Kunstnere, der medvirker i den,

157