179 / 360
171
visning, som ved at træde i Skranken for, at de Born, der optoges,
kom fra gode Hjem fra Borgerskabets Middelklasse; lians Udtalel
ser i denne Anledning citeres endnu som ledende Princip for Borns
Optagelse:
»Det er Vajsenhusets skjonne Bestemmelse at træde forældreløse
Born i Faders og Moders Sted, men denne Bestemmelse vilde
det kun høist ufuldkomment opfylde, dersom det forlod Børnene,
saasnart deres Skoleundervisning var tilendebragt. Vajsenhuset
har derfor ikke tilforn nægtet Hjælp til Børnenes videre Frem
gang; det har endog holdt enkelte Børn til Studeringer; men det
er en stor Fortjeneste af den nuværende Inspektion, at der efter
Confirmationen paa en passende Maade drages Omsorg for alle
Vajserne. Naar det betænkes, med hvor mange Vanskeligheder
denne Anbringelse er forbunden, maa det uden Tvivl erkjendes,
at der maa tilstaaes Inspektionen endeel discretionær Myndighed.
(Herved sigtedes til, at den anden Direktør Etatsraad L. N. Hvidt
havde udtalt sig for en strengere Instruks for Forstanderen og
indskrænke hans Virksomhed). . . . Vistnok vil et Barn under Vai-
senhusets Forsørgelse koste mere end under Fattigvæsenets, men
Spørgsmaalet er just, om Vaisenhuset skal vedligeholdes som en
Forsørgelsesanstalt for forældreløse Børn af den bedre Borger-
classe, af underordnede Betjente o. s. v., eller
0111
det skal ned
synke til et blot Soulagement for Fattigvæsenet. Var det end
ønskeligt, at Antallet kunde udvides, da bør dette dog sikkert
ikke ske derved, at Vaisenhusets Værd som Forsørgelsesanstalt
forringes.«
Da Stemann (1844) tiltraadte disse Udtalelser af Biskoppen, til-
stodes 400 Rdl. aarlig til Anbringelsesudgifter for Vajserne. Biskop
Mynster overværede hvert Aar de aarlige Eksaminer, og Arkivet
indeholder en Bække Udtalelser af ham, hvori han udtrykker sin
Glæde over Elevernes Kundskaber og Fremgang.
Som Direktør for Bibelselskabet værnede Mynster ogsaa som
Vajsenhusdirektør
0111
den autoriserede Bibeltekst; derfor blev
Salget af de norske apokryfløse Bibler forbudt 1837, da
»der her forelaa et af de flere Forsøg, som det britiske Bibelselskab
har gjort paa at faa en dansk Bibel efter metodistiske Fordomme,
og ikke efter den danske Regerings Autorisation, indfort her
i Landet.«
1842 nægtede man Grosserer Owen at indføre Bibler trykte i Lon
don; ligeledes nægtede man et lignende Andragende fra Flakke
bjerg Herreds Bibelforening 1843. Spørgsmaalet blev endelig afgjort
1843, da Biskop Faber i Fyen formente, at Udbredelsen af en Gave
paa 1100 Ny Testamenter, trykt i Kristiania, ikke kunde gøre
noget Indgreb i Vli’s Bettigheder. Som Svar lierpaa skrev Direk
tionen (Stemann, Mynster og Hvidt) til Kancelliet: