KglVajsenhus

169

vilegium paa. Munter overlod selve Oversættelsesarbejdet til Pastor

— den senere Biskop — J. P. M y n s t e r , hvis Oversættelse appro

beredes 11. Juni 1813. Aaret efter deltog Munter i

Bibelselskabets

Oprettelse; i den følgende Tid drev hans nationale Følelser ham

til at forhindre det

britiske

Bibelselskabs Udbredelse af apokryfløse

Bibeludgaver i Danmark, og han udbrød ved denne Lejlighed: »De

skal ikke herske over vor Kirke«.

I Spørgsmaalet i 1826, om Børnene skulde forblive i Familiepleje

eller indtages til Pleje og Opdragelse paa selve Stiftelsen, holdt

Munter paa, at Fundatsen skulde overholdes, og at det var Stif

terens Vilje, at Born ene skulde opdrages i selve Stiftelsen, om end

»Børnene her i Staden i det hele taget har det ret godt; men de

opdrages jo ikke efter ensartede Principper, og der kan heller

ikke sørges saa godt for deres fysiske og moralske Dannelse,

som naar de var samlede paa eet Sted, hvor den daglige Omgang

kunde vække Kappelyst og Munterhed.«

Ved Stiftelsens 100 Aars Jubilæum, der afholdtes d. 1. November

1827, holdt Munter Festtalen, som senere blev udgivet i Trykken.

Munter døde 9. April 1830.

(Biogr. Leks. X II. 24. Exner og Arkivet).

1813— 1839.

Friderich Hammerieh,

Borgmester i København, Konferensraad.

1803 beskikkedes han, der da var Overkrigskommissær, Brygger,

Notarius ved Kbh.s 32 deputerede Borgere, til Kurator for Stiftel

sen og varetog Kuratorembedet, indtil han 1813 blev Direktør. I

hans Kuratortid faldt de mange alvorlige Forhandlinger angaaende

Købet af en Bygning til Stiftelsen, og Resultatet blev, at Ejen

dommen paa Købmagergade blev købt 1806, og Skolen aabnedes

1811.

For at skaffe Elever tog man det i denne Tid ikke saa nøje med

Fundatsens Ordlyd, saaledes foreslog

Hammerieh

1828, at en Enkes

Søn skulde vajses, og naar den anden Direktør,

Stemann,

modsatte

sig det, var det ikke for Princippets Skyld, men fordi andre paa

Listen var mere trængende.

Da i 1823

Skolen for den indbyrdes Undervisning

var blevet ind

rettet paa Vajsenhuset, hvorved 100 Børn blev indtaget i en sær

lig Skole i Stiftelsen, og da Apoteker G r o t h i 1826 flyttede ud af

Stiftelsens Gaard, fremkom Hammerieh med et direkte Forslag om

at indtage Vajserne til Forplejning ligesom før Branden, og han

begrundede Forslaget med, at mange af Plejeforældrene formedelst

det ringe Vederlag fra Vajsenhuset benyttede Børnene som Tjene

stetyende, og det vilde derfor »utvivlsomt være bedre, om Børnene

blev klædte, fødte, underviste og opdragne under eet« paa selve

Vajsenhuset. Tillige foreslog han, at der af eventuelt Overskud