244 / 360
236
im idlertid var han ganske overordentlig stridbar og bragte derved
megen Fortrædelighed ind i Vh. og gav stadig saavel Forstander
som Direktion Anledning til Bekymring og Uro. K o rt efter sin An
sættelse trængte han sig ind i Nabopræsten, A rresthuspræst
Rothen-
burgs
Embede, ved mod dennes Villie a t besoge Forbryderne og
forberede dem til Doden. Rothenburg, der forovrigt var en højst
uheldig og daarlig Person og senere fradøm tes sit Embede — se
Weitemeiers Skrift om A rresthuset — indgav nu Klage over ham
til D irektionen og fremfører heri adskillige uheldige Y tringer af
Lym, der bl. a. havde ud talt, a t Ølhuse var ligesaa anvendelige
til Bedehuse som K irkerne. Striden endte med, a t Lym m aa tte
afgive en skriftlig Undskyldning til Rothenburg. I Aaret 54 var
Lym paa ny adskillige Gange paa K rigsstien; først beskyldte han
Vaskepigen for a t have tag et hans Børns Tøj, men m aatte Dagen
efter erkende, a t Tøjet fandtes, hvor det skulde være, »da han
havde set nøjere efter;« dernæst indsendte han 15. Maj en Besværing
over, »hvor voldsom og ubillig jeg af den ved Quæsthuset v ag t
havende Grenadeer i Torsdags Aftes er blevet overfaldet mellem
Kl. 5 og 6 uden Aarsag fra min Side«; ko rt i Forvejen m a atte han
give Forklaring paa Grunden til, a t Tjenestepigen Sophia i nogen
Tid havde væ ret v an t til a t søge. op paa hans Værelse »og vil da
ærbødigt bevidne, a t den Auctionskone, som Pigen havde tien t
hos og u-tidig var røm t fra, efter a t hun ved en Wæysendreng var
bleven underrettet, a t Pigen v a r hos mig, kom ind paa m it K am
mer tilligemed sin Mand, rasende og ligesom fraadende af Arrig
skab, sloeg Pigen i Ansigtet, rev H ovedtøjet af og slæbede bo rt
med hende til Raadstuen«. Han beder derfor D irektionen om, a t
den ikke vil have ubillig Mistanke til ham. Direktionen resolverer,
a t Præceptor tilholdes a t melde nærmeste Øvrighed, alt hvad af
Betydenhed l'orefalder, og indkaldes for Præses for a t advares der
om. K o rt Tid efter indgav han en utilbørlig Klage over Skomageren
og m a atte a tte r krybe til Korset og gøre Undskyldning. Endelig
havde han i 56 en alvorlig Strid med Læremoderen, Jfr. S e c h m a n n ,
angaaende Børnenes Linned, ved hvilken Lejlighed Læremoderen
forte de to andre Lærere som Vidner paa alle de Ukvemsord og
Beskyldninger, Lym havde frem ført mod hende paa Spisestuen; i
det derefter hos F i n c k e n h a g e n afholdte Møde »imiterede han ufor
nuftige og absurde gestus med Arme og Ben, hvilke de to V idner
— Steenberg og Bentzon — nægtede, a t hun havde gjort«; Lym
m aatte derfor gøre hende en uforbeholden Undskyldning. Allerede
Aaret før havde han »paa Grund af sit Legems Svaghed« søgt P ræ ste
kald, men blev ikke befordret.
Hans stridbare Sind og en begyndende Tilbøjelighed for Flasken
bevirkede endelig, a t F i n c k e n h a g e n og P rovst L i n d e g a a r d
indstillede ham til Afsked 3. Novbr. 1756, men anbefaler dog: