57 / 360
53
Ved C h r i s t i a n d. S j e t t e s Tronbestigelse oprandt en
saare mærkelig Tid i Vajsenhusets Historie. Ligesom Fa
deren nærede han den varmeste Kærlighed for Stiftelsens
Ve eller Vel, og dette viste sig ikke blot i de talrigere Skri
velser med Kongens Underskrift om Stiftelsens Genopbyg
gelse, som han var ivrig for a t fremskynde, samt om Stif
telsens hele Drift og daglige Arbejde, men ogsaa deri, at
Vajsenhuset under hans Regering blev Centrum for hele
det kirkelige Liv i Landet og det stærke religiøse Røre,
der herskede i Hovedstaden. Medens Frederik IV.s Rege
ringstid danner en Overgang til Pietismen, stod denne jo
i fuldt Flor under hans Efterfølger, og Bevægelsen udgik
i Virkeligheden fra Vajsenhuset, fra Pastor E w a ld s For
kyndelse. Pietismen er jo til Tider blevet skarpt bedømt
og til andre Tider forbigaaet med et overbærende Skulder
træk. Det maa imidlertid ikke glemmes, a t det, saa vel
Frederik IV som Christian VI i en Nedgangstid vilde bygge
op, var Samfundets to bærende Grundpiller: Kirken og
Skolen; a t en Del af Pietismens Mænd i deres Iver greb
ved Siden af, kan ikke bebrejdes de to Konger, der hørte
til den mere maadeholdne Form af Pietister; herom vidner
de mange Skrivelser fra Christian VI, der greb ind, naar
Vaj senhuslærerne gik saa vidt, a t der blev Anledning til at
fjerne dem fra deres Lærergerning.
Enewold Ewalds Prædikener samlede store Skarer i Vaj-
senhuskirken, paa samme Tid som Hovedstadens ortodokse
Præster ivrede imod ham og forlangte ham »og Vaj senhus
folkene piskede ud af Landet«, fordi de gudeligt vakte
Kredse samledes paa Vajsenhuset til Bibellæsninger og An-
dagtsmøder, de saakaldte Konventikler. Hertil kom, at
Vajsenhusets Bogtrykkeri udsendte Oplag paa Oplag ikke
blot af Bibler, Salmebøger og Katekismer, men ogsaa af
Andagtsbøger, de saakaldte »Waisenhusbøger«, som drev
Propaganda for Pietismen i dens videst gaaende Retning.
København var jo en lille By den Gang, in te t Under der
for, at Sindene var stærkt optaget af de religiøse Spørgs-
maal, og a t Bølgerne gik højt. Det fortælles saaledes, at
tre Matroser først skændtes og senere sloges paa Gaden om