30 / 390
Borchs kollegiums historie.
19
dem, der ønskede at blive alumner, men på den anden side
gav den dem stor frihed i valget af studierne.
Borchs fundats og testamente blev ved Vinding og Worm
overrakte Konsistorium 18. Jan. 1690. Foreløbig lagdes de ned
i kassen med det scheelske stipendiums dokumenter, senere
flyttedes de til et stærkt skrin, som kaldtes efter Borch. Kon
sistorium overdrog rector magnificus offenlig at takke fundator
for gaven »indtil de kunde faa lejlighed at lade see videre er-
kiendelse«1).
Imidlertid havde man revet den gamle professorbolig ned,
og nu begyndte kollegiets opførelse. Borch selv lagde natur
ligvis grundstenen, vistnok i sommeren 1690. F ra sine vinduer
overfor kollegiet-) kunde han holde øje med bygningsarbejdet
og se dets daglige fremgang; men det var ham ikke nok:
trods sygdom indfandt han sig idelig på byggepladsen og
skyndede på arbejdet3). Bygmesteren kendes ikke. Det er i
det hele meget få arkitektnavne fra denne tid, der er bevarede
for efterverdenen, måske ikke andre end Lambert v. Hawen,
der bl. a. byggede Frelsers kirke, og Hans Wiedewelt, der
efter andres tegninger opførte reformert kirke, Thotts palæ,
Frederiksberg slot m. m. Muligvis har det været en af dem4).
Borch fik det meste tilbehør anskaffet, men han nåede
ikke at se bygningen helt færdig og beboet og at færdes mellem
taknemlige alumner. I August tiltog hans stensmærter og
røvede ham søvnen. Efter nogen tids sygeleje besluttede han
at underkaste sig den farlige operation, men den lykkedes ikke,
og efter svære lidelser døde Oluf Borch d. 13. Okt. 1690, kl. 7
om morgenen. »Siælen er hos Gud; hans Ihukommelse og Æ res
Univ. ann. 186.
A. C. 18. Jan. 1690. 2) Borch boede i den professor
residens, der er det nuværende nr. 13 i st. Kannikestræde (ifølge velvillig
meddelelse fra rådstuearkivar, dr. phil. O. Nielsen). 3)
Vindings
Oratio paren-
talis 37. Angående tiden for grundstenens nedlæggelse siges der kun »vix biennio
elapso«. 4) Om disse se
Büscking,
Nachrichten I 434 ff.
Weinwich,
Kunsthist. 97
f. 12 1 og Kunstnerleksikon 82 f. 189.
Weilbach,
Kunstnerleks. 261 f. 739 f.
2*