Arkitekt Meldahl havde 1857 været på studietur i Paris 7-8 uger,
hvor Haussmann var i gang med byens ombygning. Haussmann øn
skede en sammenhængende by, som var let at komme rundt i og samti
dig gav ordensmagten mulighed for bevarelse af ro og orden i tilfælde
af optøjer, ligesom man ønskede at forhøje den sanitære standard.
Haussmann gjorde brug af en klassisk byplan, måske tydeligst i de
6
boulevarder, der strålede ud fra Operapladsen, hvor operaen i sig selv
er et monument for tiden. Dog syntes boulevarderne i Paris - ofte kan
tede af træer - at dominere på bekostning af bygningerne. Dette var
noget Meldahl fremhævede i 1865, da Akademiet kommenterede et
forslag om Københavns udvidelse
.44
Denne culte de l’axe var en arv fra renæssancen og dens byanlæg,
som inspireredes af Vitruv - måske tydeligst udtrykt i Piazza del
Popolo i Rom, hvor gadenettet siden middelalderen startede ved by
porten og senere videreførtes i lange, lige gader - uden hensyn til ter
rænet, som udtryk for den pavelige magt. Piazzaen blev således en
forplads til Rom med sammenløb af 3 betydelige gader i torvet, hvor
Rainaldis tvillingekirker markerede den festlige og pompøse indgang
til byen. Denne »gåsefod« genfinder man i Frederiksborggades, Ven
dersgades og Gothersgades sammenløb i Søtorvet, som ligeledes skulle
danne optakt til byen. Ansøgningen til Bygningskommissionen an
førte: ». . . at de særlige, stedlige Forhold her frembyder saa over
ordentlig heldige Betingelser for en saadan Bebyggelse paa et Terrain,
der ved sin Beliggenhed og Størrelse saa fortrinlig egner sig til Gjen-
nemførelsen af et architektonisk Hele, der kan blive en Prydelse for
Adgangen til en Hovedstad som Kjøbenhavn.« Monte Pincio ved
Piazza del Popolo erstattedes ved Søtorvet af søernes naturlige indpas
ning i helhedsindtrykket med pladsen som det samlende midtpunkt.
Hvis blot planen i Illustreret Tidende var blevet overholdt med de
sammenhængende gårde, var løsningen akceptabel set med datidens
øjne. Men byggeselskabet kontrollerede kun deres egne grundstykker.
Senere bygherrer udnyttede boligloven til det yderste, som det ses i
dag f. eks. i Nansensgade med blot en 2-fags stue mod gaden og det
øvrige areal som side- og bagbygning.
Hvis man betragter Søtorvets pastiche af en facade seriøst, ligger
den egentlige inspirationskilde i Italien, som f. eks. Palladios Palazzo
Valmarana i Vicenza fra 1566. Foruden samme grundlæggende faca
Vibeke Petersen og Inga Christensen
164