167 / 211
Stuktiden
deskema lægger man begge steder vægt på facadeflugtens indpasning i
gadebilledet. Den afgørende forskel ligger i Palladios naturligt bevæ
gede facade på grund af risalitter og dekorationer, hvor Søtorvets fa
cade er uden bevægelse, og derfor kompenserer med sine kupler og
spir, som giver udtryk for den bevægelse som rettelig tilhører facaden.
Samtidig sprænges bygningsblokkens massivitet, som er tydelig hos
Palladio, og stilmæssigt føres man op til forrige århundrede.
Man må formode, at arkitekt Meldahl under sin studietur til Paris i
1857 også så den franske arkitekt Viscontis forbindelsesbygning mel
lem Louvre og Tuillerierne, hvor arkitekt Lefuel tilføjede en ekstra
etage og forsynede denne og den tilstødende ældre facade med festlige
dekorationer. Særlig ende- og midtrisalitter fremtrådte meget plasti
ske og kronedes af konvekse og ligesidede kupler, som gav glimrende
udtryk for II empires noget prangende smag. Denne smag faldt godt i
tråd med stil og tankesæt i det øvrige Europa på denne tid. Umiddel
bart genfinder man disse træk i Søtorvets facade, men med tab af Ny
Louvres indtryk af noget festligt og bevæget. Medvirkende til det
ringe resultat var anvendelsen af tarvelige materialer: cementstuk i
stedet for marmor og sandsten, zink til afdækning og indkapsling af
kviste i stedet for kobber, tynde jernplader formet til konsoller og
malede. På afstand synes man at genkende barokkens »egalité« og
»regularité«, som man kender fra Frederiksstaden - dog, som udtryk
for tidens trang til individualitet, uden vinduesflugt og ligeløbende
taglinie. Nutidens foragt for denne forlorne stil kommer til udtryk i
den smagløse skiltning - særlig grelt ved »Søtorvsmagasinet«, hvor
imod ejendommen overfor i Frederiksborggade siden 1883 har nydt
godt af »at der ikke må foretages nogen væsentlig forandring ved Byg
ningens Ydre« ifølge servitutterne.
Søtorvets arkitektur udtrykker en form for romantik, som har rød
der i menneskets hang til det prangende med en begejstring for forti
dens stilelementer uden nogen dybere forståelse. Arkitekternes større
viden om fortiden og dens arkitektur fik dem til at føle deres egen tids
mangel på stil.
Det var først funktionalismen med sine nye materialer - jernbeton
og stål - som fik arkitekten til at indse, at enhver tidsalder måtte rea
gere ud fra sin egen tids krav, tradition, klima og materialer.
165