S_FørOgNu

. 13

FØR OG NU

1. JUL I 1915

D e n g a a d e f u l d e S k ø n h e d .

Fortælling fra forrige Aarhundredes

Slutning.

(Fortsættelse).

Der var kommet en stærk Uro og Rast

løshed over mig. Den Skuffelse, jeg havde

lidt, vilde ikke have

sniertet mig saa me

get, som den gjorde,

hvis jeg havde haft

noget at beskæftige

mig med, noget, som

kunde adsprede mine

Tanker. Men nu hav

de jeg kun alt for

god Tid til at hen

falde i Grublerier,

og tilsidst gav min

forpinte Hjerne sig

ogsaa til at beskæf

tige sig med en Ting,

som jeg næsten havde

glemt — Nattens

mærkelige Hændel

ser. Efter at have

taget Afsked med

nogle af Husets Ven

ner, der var bleven

Natten over efter

Ballet, besluttede jeg

mig til at foretage

den grundige Under

søgelse af mit Taarn-

værelse,

som

jeg

havde lovet mig selv

at iværksætte, skønt

Affæren nu havde

tabt en ikke ringe

Del af sin Interesse

for mig.

Mine Undersøgel

ser førte ikke til no

get Resultat.

Der

var intet at finde i Rummet udover, hvad

der skulde være, og jeg kunde ikke se, at

der var hemmelige Døre eller Aabninger

af nogen Slags i Væggene.

Jeg vilde ikke tale

Ved Middagsbordet var vi kun et lille

Selskab. Huset var paa en Gang blevet saa

underlig stille efter Nattens Uro og Lystig

hed. Foruden Onkel Wilfred, den gaade

fulde Skønhed — der nu var Datter i Hu

set — og mig selv, var der kun Sir Thomas

og Lady Towers samt Miss Trail. Jeg havde

halvvejs ventet, at Paula skulde være kom

men, men hun havde ikke ladet sig se, lige-

saa lidt som de andre Beboere af „Reden“

Stiftelsen for gamle Haandværksmestre og deres Enker i trange Kaar, stiftet 28. Januar 1835 — Ve-

stervoldgade 113. Stiftelsen flyttedes i 1903 til Blegdamsvej 74. Arbejdsgiverforeningen købte

senere Ejendommen.

havde beæret os med noget Besøg i Løbet

af Dagen.

En uvilkaarlig Længsel drev mit Blik

over mod det yndige Ansigt ligeoverfor min

til nogen om, hvad

jeg havde set eller

troede at have set.

For det første havde

Sagen som sagt for

liden Interesse for

mig, og for det an

det skulde Ophavs

manden ikke have

den Fornøjelse, at

' Pøgen var lykkedes,

hvis det hele skyld

tes en overlagt Plan.

Endelig burde jeg tage

Bensyn til dem, der

maaske var mere over

troisk end jeg, og som

tor bestandig vilde

taa en Skræk for at

\ære i Huset, hvis

jeg fortalte noget af

den Slags — ikke at

torglemme, at jeg i

ethvert Tilfælde ikke

v'oe kunne undgaa

« gøre mig en lille

. u l e latterlig, hvis

Jeg gjorde det.

Jeg beholdt derfor

Battens Hemmelighe

der for mig selv og

ventede paa, om der

muligvis skulde vise

s>g mere.

Arbejdsgiverforeningens Hus, opført 1911, Vestervoldgade 113

vilde ko . Var m ig um ålelig lang, og jeg

kunne/ Ve- været meget glad, om jeg havde

at fnn rf.Jse bort fra Gammelkloster uden

andetø0 6- m*n Oukel. Men der var ikke

kom i°r

gøre> end vente til Dagen

Bl Mand '<>ln ^ re^se en Gang var bestemt

Onkel, og hver Gang jeg saa paa hende,

fandt jeg til min Overraskelse, at hun ufra

vendt betragtede mig med et eget under

søgende Blik. Der var et Spørgsmaal i dette

Blik — et Spørgsmaal, der øjensynlig gerne

vilde have ét Svar. Og jeg tog da den Be

slutning, at saasnart vi havde rejst os fra

Bordet, vilde jeg se at blive ene- sammen

med hende, for at hun kunde faa dette

Svar.

Inden vi endnu var færdige med at spise,

opdagede jeg, at jeg ikke var den eneste,

der havde bemærket den gaadefulde Skøn

heds spørgende Blikke. Miss Traill havde

set dem og saa ud til at være ubehagelig

berørt deraf.

Hun blev mere og mere aandsfraværende

og glem te tilsidst næ

sten at spise.

Da vi endelig rej

ste os, og Miss Hope

var ved at gaa ind i

Dagligstuen, næsten

løb hun efter hende

og hagede sig fast i

hendes Arm.

Onkel W ilfred og

Sir Thomas havde

sat sig til Ro ved en

Flaske sjælden gam

mel Portvin, og jeg

vidste, hvad det be

tød for de to. Jeg

lod dem af et godt

Hjerte være alene

om den og gik for

at finde Consuelo.

Men inden jeg naaede

Pianoet, hvor hun

sad og fantaserede

som i Drømme, havde

Miss Trail stillet sig

imellem os, med sit

uundgaaelige

Dyr

knuget op til sig med

begge sine Arme.

Jeg tog Plads paa

en Stol et Stykke fra

Pianoet, og da jeg

ha vde gjort det, satte

Miss Traill sig og

saa ned. Det var

tydeligt nok, at hun

vilde holde mig borte

fra Miss Hope. Vidste hun, hvad det var,

der gjorde hendes Veninde urolig, og vilde

hun ikke have, at

jeg

skulde faa det at vide?

Flun gav sig til at snakke om sit mærk

værdige Dyr, fortalte

de utroligste H istori

er om dets Vaner,

Klogskab og Hengi

venhed, og for at faa

lidt Afveksling i den

ne lidet interessante

Konversation spurgte

jeg hende omsider,

hvor hun havde faaet

Dyret fra. Til min

Overraskelse

frem

kaldte dette uskyl

dige Spørgsmaal en

stærk Rødme paa hen

des gule Ansigt. Jeg

vidste ikke af, at jeg

havde fremsat Spørgs-

m aaletpaa nogen sær

lig inkvisitorisk Maa-

de, men det maatte jeg

vel have gjort, for hun

blev forlegen og sagde

med en unaturlig Lat

ter:

„Nej, véd De hvad,

Mr. Darkmore, nu bli

ver De for nærgaaen-

de! Jeg kan se paa

Dem, at De véd, hvor

jeg har faaet det lille

Dyr fra, og nu sid

der De og venter paa,

om jeg vil sige Sand

heden eller ikke. Men

De kan tro, jeg er lige saa klog som De.“

Jeg vilde lige til at forsikre hende, at

jeg hverken havde Anelse om hendes Dyrs

Oprindelse eller tænkte paa at bringe hende

i Forlegenhed, da jeg pludselig fik en Ind

skydelse. Jeg fandt, at det kunde være

interessant at se, hvor vidt jeg kunde komme