S_FørOgNu

1 JUL I 1915

FØR OG NU

i et Forhør over hende, siden hun nu en

Gang havde givet m ig Ideen.

Jeg indskrænkede mig derfor til at svare

med et Smil, der kunde betyde, hvad det

skulde være.

„De har været der,“

vedblev hun, idet hun

stirrede stift paa m ig med sine skæve Øjne.

Gud véd, hvor det er, jeg skulde have

været, tænkte jeg; men jeg blev i min Rolle

og svarede med det Spørgsmaal: „Nuvel —

og hvis jeg har, hvad saa?“

„De skal ikke tro alt, hvad den pjaltede

Bondedreng har fortalt Dem. Det var jo

kun en ganske uskyldig Spøg, som ikke

kunde gøre noget Menneske Fortræd,

sende det Telegram.

Jeg tilstaar, at det

var

mig,

der først fandt paa det. Gonsuelo vilde

ikke have det og var gruelig vred paa mig,

da hun hørte, at det var gjort. Nu har na

turligvis det lille Bæst narret os alligevel,

og kanske i T ilgift paa Handelen proppet

Dem med en Mængde Usandheder om os.

Men jeg haaber ikke, at De fortæ ller noget

deraf til Deres Onkel. Han — vilde ikke

kunne forstaa det, og sagtens tænke alt

muligt ondt om m ig for den B agatels Skyld,

skønt det kun førte til Lykke for ham selv.

Det vilde ikke være behageligt for mig at

være her i Huset, kan De nok forstaa, og

heller ikke for Gonsuelo, hvis han fik det

at vide. For

det

maa De vide, at i hvad

der saa sker, vil Consuelo ikke kunne sk il

les fra

m ig.“

Hendes Øjne var næsten ved at krybe ud

af Hovedet paa hende, saa ilter var hun

bleven. Endnu ganske konfus og ude afStand

til at forstaa, hvad der egen tlig gjorde hende

saa ophidset, begreb jeg omsider, hvad det

var, hun havde talt om. Hun maatte paa en

eller anden Maade have erfaret, at Hemme

ligheden med det falske Telegram var b le

ven røbet og havde nu travlt med at

dække sig selv og Miss Hope for de ube

hagelige Følger, dette muligvis kunde faa.

For at undgaa at svare direkte sagde

jeg:

„Jeg forstaar Dem fuldkomment, Miss

Trail. Men jeg kan ikke se, hvad

det

har

at gøre med Deres lille Dyr.“

„Siden De véd saa god Besked,“ sagde

hun polisk, „saa har De vel ogsaa nok hørt,

at jeg købte Dyret af Drengens Moder, den

gam le Grøntkone. Men det er flere Aar

siden — længe før

han

kan huske.

Hun averterede det søde lille Dyr til Salg

i Avisen. Folk vidste, at jeg altid havde

haft Lyst til at eje et saadant, siden jeg

en Gang saa det i et Menageri. Saa var

der nogen, der sendte m ig Avisen t i l --------

til det Sted, hvor jeg den Gang boede, og

jeg tog straks ned og købte det. Jeg be

talte en god Pris for den, kan De tro, men

jeg har aldrig fortrudt det.

Saa var det, at Gonsuelo og jeg traf den

gamle Kone igen, da vi var i Martenhead

sidste Oktober Maaned, De véd nok. — Men

hvad sidder jeg her og snakker! — De véd

naturligvis alt dette lige saa godt som jeg,

tør jeg vædde paa. Det er vist m eget bedre,

fortæller

mig,

hvad De har hørt, og

hvor De har det fra, hvad?“

„De har fortalt mig noget, som jeg ikke

vidste, Miss T raill,“ tilstod jeg. „Jeg havde

nok erfaret, hvem der spillede os det Puds

med Telegrammet, men at De havde haft

Forretninger før den Tid med „den gamle

Grøntkone“, som De kalder hende, det vidste

jeg ikke af.“

Det gav et lille Sæt i hende, medens hun

ufravendt stirrede paa mig.

„Vidste De ikke — vidste De ikke af, at

hun var Grøntkone?“ spurgte hun forstyrret.

„Jo, det vidste jeg. Det havde jeg mine

Grunde

til at vide, skal jeg sige Dem.“

Hun rødmede endnu stærkere end før.

Hendes Ansigt under den sorte Paryk saa

ud, som om det var af Mahogni.

„Jeg forstaar ikke, hvad det er, De me

ner!“ sagde hun arrigt. „Men nu kommer

vi bort fra det, vi begyndte med.

Vil

give mig det Løfte, jeg bad Dem om? Det

kan vel ikke være svært for Dem, skulde

jeg tro, for jeg véd ikke af, at De vil os

noget ondt, saadan som Miss Wynne. Og jeg

sagde Dem jo, at det ikke var Consuelo, om

det end var for hendes Skyld, det sk ete.“

„Jeg skal med Fornøjelse opfylde Deres

Ønske og ikke sige noget til

hende,“

svarede

jeg diplomatisk. Men inden jeg gør yder

ligere Indrømmelser, vil jeg

handle

med

Dem, Miss T raill.“

Jeg holdt inde. En

pludselig Idé havde grebet mig og faaet

m it H jerte til at banke af Ængstelse og

Spænding. Jeg rejste mig op fra min Stol,

saa alvorligt paa hende og sagde: „Sig mig

allerførst, Miss Traill, da De forlod Hazel-

mount, Sir Thomas Towers Landsted, for at

rejse til Deres Slægtninge, havde De saa

ikke forinden noget at gøre med

Vinen,

som

min Onkels Sekretær, Mr. Jerome, fik.“

Hun sprang op fra sin Stol, som om hun

var skudt ud af en Kanon, glem te i sin B e

fippelse rent sit kære Dyr, der faldt paa

Gulvet og laa og sprællede med alle fire

Ben i Vejret. Hendes gule Ansigt trak sig

sammen som et Stykke Pergament, der er

Ild i; men tilsidst tog hun sig sammen og

gav sig til at le.

„Nej, véd De hvad, Mr. Da.rkmore, nu

bliver De ved Gud for morsom!“ sagde hun.

„Jeg véd virkelig ikke noget om Mr. Jero-

mes Vin — hvor skulde jeg vide

det

fra —

jeg er vis paa, at Consuelo er lige saa

uskyldig som jeg.“

„Uskyldig i

hvad?

Jeg har ikke beskyldt

Dem for noget,“ svarede jeg, alvorlig som før.

„Aa, De véd godt, hvad det er, jeg mener

— De slemme Mand! Uskyldig i alt muligt,

baade det ene og det andet. Vil De ikke

tro mig, kan De la’ være. Nu gaar jeg op

paa mit Værelse, for det lille, stakkels Kræ

er søvnigt og skal puttes i Seng.“

— Naar alt kom til alt, havde jeg jo

ikke faaet m eget at vide, som jeg ikke

vidste i Forvejen. Men saa m eget turde

jeg nok slutte mig til af Miss Traills An

sigt og Optræden, da jeg nævnte Jerome

og Vinen, at var der nogen, der havde dre- i

vet sit Spil med dem, saa var det i hvert

Fald ikke den gaadefulde Skønhed.

Lady Tovvers, der var medtaget efter !

Gaarsdagens Anstrengelser, havde siddet i :

et Hjørne af Værelset og kæmpet medSøv- |

nen, medens Miss Hope var bleven paa sin 1

Plads ved Pianoet, nu og da anslaaende

nogle Akkorder, der lød simpelt og ejen

dommelig skønt, som ingen anden kuiPe

have faaet dem til at lyde. Men hendes

Tanker var ikke ved Spillet, og da Miss j

Traill havde forladt Værelset, saa hun hen

til mig med et langt søgende Blik. Derpaa

skubbede hun K laverstolen tilbage og kom

mig i Møde midt i Værelset, da jeg var

ved at gaa hen til hende.

„Der var noget, jeg gerne vilde spørge

Dem om,“ sagde hun, „og jeg véd, De vil

svare mig uden Omsvøb.“

Hun ledte m ig hen til et af de store

Vinduer og blev staaende der, medens

A ftensolen kastede sit Skær over hendes

Ansigt.

„De erindrer,“ begyndte hun, „at jeg den ;

første Dag, vi traf hinanden — det var for

Resten ikke den første Gang, at jeg s««

Dem — sagde til Dem, at jeg ansaa Dem

for at være en Mand, der

tænkte.

Jeg gav

Dem Anvisning paa at vælge Taarnværel-

set til Deres Sovekammer, naar De kom til

at bo her paa Gammelkloster, og jeg gav

Dem det Vink, at De skulde se at faa lært

Deres Katekismus.

Har De tænkt over, hval

jeg den Gang sagde, og er De kommen til :

noget

R esultat?“

„Nej,“ svarede jeg, bestræbende mig for

at tale til hende, som om Scenen ved Gra

ven aldrig var foregaaet. „Det vil sige -

Dagen efter, da min Onkel, min Kusine og

jeg kom herhen, gjorde vi nogle ret mærke

lige Opdagelser.“

„Hvad var det? Hvad fandt De?“

„Det var min Kusine, der fandt forskel

lige Ting. Paa Gulvet ved Sengen i Taarn-

værelset laa en falm et Blomst. Under den

laa en lille M essingnøgle, som hun var saa

dristig at prøve, om den passede i et Bog

skab. Hun fik Bogskabet aabnet, og i det

fandtes blandt andet en

Bihel

og en

Knk

kismus.

Maaske har

hørt Tale om ,Anio-

ryernes Katekismus’?

Jeg

havde det ikke

indtil den Dag.“

„Maaske. Hvad mere fandt De?“

„Jeg husker det knapt. Nogle Bøger

en, der handlede om gam le Slotte i England

tror jeg, og — “

„Jeg skulde have undersøgt Dem alle.

havde jeg været Dem. Jeg vilde gerne

gøre det endnu, hvis De ikke var bleven

forstyrrede siden den Tid.“

(Fortsættes).

D e tte N um m er e r b le v e t forsinketog

d e r fo r fø r s t a fle v e r e t til Postvæsenet

d e n 3 . J u li.

M e m o r i a l

For a t d e tte B lad s Opgave,

som gaar ud paa at udbrede Kendskab iblandt Befolkningen til vor

Hovedstads topografiske Udseende igennem Tiderne — før og nu —, og de Minder, der knytter sig hertil,

kan gennemføres for hele Hovedstadens Vedkommende,

v il d e t se lv fø lg e lig væ r e n ø d v e n d ig t,

at der ud

spredes Kendskab om, at Bladet eksisterer, for derved at opnaa det passende Antal interesserede

A b o n n e n

ter, der fordres til Dækning af Bladets betydelige Udgifter til Stoffets Erhvervelse og Gengivelse.

Den sik re ste Vej til Løsn ingen a f denne Opgave,

uden at bringe Udgifterne endnu højere op ved

Avertering i mange Blade, er derfor den, at

enh ve r n u væ ren d e A bonnen t, som gæ rn e øn sker, a t Bid'

d e t s k a l f o r t s æ t t e

sin patriotiske Gerning, søger blandt sine Venner at erhverve nye Abonnenter.

Sender

h v e r

Abonnent os

b lo t 2 nye Abonnen ter,

er Bladets fortsatte Bestaaen sikret, og det vil

d a

Aarenes Løb systematisk beskrive og illustrere

a lle

de Partier i Hovedstaden, som egner sig til at

d r a g e s

ind i Mindernes Kreds.