131 / 382
N
r
. 14
FØR OG NU
15. JULI 1915
feceit Constantin Hansen,
Vesterports Nedrivning (1857).
Trommesalen, det mest uregerlige Folke
færd, Vesterbro da ejede.
Til Vesterport kom Bondemanden agende,
ved Acciseboden maatte han stoppe for at
faa Lov til at slippe ind i Byen, og paa Halm
torvet holdt han; men den Bonde var ikke
den samme, som kom ad Nørreport; det var
Kulsviere, der holdt paa Kultorvet, men
Halmbonden kom til Vesterport; de to Slags
Bønder var højst forskellige baade af Na
tur og Optræden. Kulsvierne var snu og
forretningsmæssigt vel udrustede, Halmbøn
Eller de glade Folk kan være kommen
fra Casortis Sommerteater, „det danske Na-
tionalsommerteater“, som det hed, hvor
Casorti skabte sin berømte Pjerrotfigur.
Man skimter heri Vejen fra Dyrehavsbak
ken til Tivoli, skønt den var lang, og for
mange trang. Ligesaa vanskeligt, som det
i sin Tid var at holde Københavns Gade
drenge borte fra Volden, naar Tivoli fu t
tede sit Fyrværkeri af, saa at de endog
bombarderede Etablissem entet med Sten for
uhindret at kunne se, hvis der stod nogen
i Vejen,—
ligesaa
svært var
det
for
Price at
holde det
højtærede
betalende
Publikum
borte fra
dem, der
nød hans
Fyrvær
kerier
udenfor
Paa Ve
sterbros
Passage.
Det brød
ind i Na
boernes
Haver,
trampede
ned og
sl°gitu,Og
Anfører
oe herfor
var Slag
tersven
dene fra
„Vesterbros Gab“ i Midten af 1860erne.
derne var tit Genstand for det, man i gamle
Dage kaldte Bondefangeri, dot, man nu af
diskrete Hensyn kalder Dosmerfangeri. —
Lige uden for Porten, omtrent der, hvor
nu det nye Raadhus stolter sig, plejede der
gerne henad Aften om Sommeren at indfinde
sig nogle Musikanter, en Harpenist, en Kla
rinettist og en Fagottist, som mod Taller
kenpenge forlystede det spadserende Pu
blikum med god Musik.
Til Vesterport er knyttet Minder fra
i'.
A.
Heibergs Tid, da han maatte rømme Landet.
— Vi min
des
hin
berømme-
ligeAften,
da R a h -
b e k
og
hans
K a mm a
fulgte P e
t e r A n
d r e a s
H e i b e r g
ud derfra
til Land
flygtighe
den, og da
Folk stim
lede sam
men
om
Vognen.
»•Jeg
mindes,“
siger
R a h b e k
i sine Er
indringer,
„ikke
i
mine Da
ge siden
jeg kom