138 / 382
15. JULI 1915
FØR OG NU
Nr.
14
Rygeværelset forestod mig et Drama, hvori
jeg skulde spille en Hovedrolle.
Idet jeg aabnede Døreo, horte jeg nogen
sige højt: „Gaa — gaa straks, hører De!
Jeg har jo givet Dem mit Ord, hvorfor er
De da saa mistroisk overfor mig?“
En høj, rank Kvindeskikkelse stod ved
det aabne Vindue og lænede sig ud af det,
idet hun talte. Gennem den aabne Del af
Vinduet og de farvede Ruder kunde jeg se
en Skikkelse, der bevægede sig og forsvandt,
men i det korte Sekund, hvori mit Øje op
fangede den, og i Afstanden, hvori jeg be
fandt mig, var det mig umuligt at skelne,
hvem det var, ikke engang om det var en
Mand eller en Kvinde.
Mert den, der stod ved Vinduet og som
vendte sig hastigt om, da jeg kom ind ad
Døren, kendte jeg saa meget des bedre. Det
var Paula.
Hun var klædt i Sort, en Farve, der pas
sede særdeles godt til det Drama, hun
skulde komme til at optræde i, skønt hun
næppe havde valgt det med Tanke for, at
Dramaet skulde faa en Udgang, som det
fik.
Hendes Hat var stor og ligeledes sort,
med lange nedhængende Fjer — hele Drag
ten var malerisk og syntes at være Kopi
af en, der var baaren af Lady Blanche
Amory paa et gammelt Portræt, Onkel V il
fred havde i sit Galleri.
Jeg syntes, da hun drejede sig om imod
mig, at jeg aldrig havde set hende saa smuk,
med det blege Ansigt og de unaturligt store,
tindrende Øjne.
„Paula!“ udbrød jeg. „Hvordan kommer
du her?“
„Jeg kom ind ad Vinduet,“ sagde hun.
„Jeg vilde meget gerne se dig og tale med
dig, og tænkte, at du sagtens vilde komme
her før eller senere. Jeg saa Onkel Wilfred
og de andre køre ud. Kan du huske, da
vi sidste Oktober kom ind i dette tomme,
ensomme Hus, og du blev saa indtaget i
dette Værelse, og Onkel Wilfred sagde, at
du skulde have det — det skulde være din
egen Hule?“
„Nej, det har jeg glemt,“ sagde jeg for
legen.
„Du har nok i det hele taget glemt det
meste af, hvad je g har været med til! Men
jeg husker godt den Morgen — saa godt!
Og den Nat, da her var Bal, i Fredags,
spurgte jeg Lady Tovvers, om hun kendte
Værelset — om det var blevet gjort i Stand
til dig. Hun sagde, ja, det var det, og saa
fulgte hun mig gennem Billedgalleriet for
at vise mig det. Jeg vidste altsaa, at Væ
relset var dit. Og hvis du ikke snart var
kommen, havde jeg givet mig paa Vej for
at lede efter dig.“
„Hvem var det, der var med dig, og som
sprang ud af Vinduet, da jeg kom?“ spurgte
jeg i en bestemt Tone uden at ænse, at
hun havde ta lt til mig med en for hende
usædvanlig Blødhed i Stemmen.
Hun saa forbavset paa mig.
„Der var ingen med mig“, svarede hun.
„Der har ingen været her inde, siden jeg
kom, og jeg kom alene.“
„Da horte jeg, at du talte til nogen, da
jeg aabnede Døren — der var en, som løb
sin Vej udenfor Vinduet.“
„Nej, du tager fejl, Terry. Du ved nok,
jeg plejer sommetider at tale højt med mig
selv, naar jeg er alene og stæ rkt optaget
af noget. Maaske har jeg gjort det, da du
kom, uden at vide af det. For jeg er i høje
ste Grad optaget af noget. Dersom du vid
ste, hvor mit Hjerte banker!“
„Er det tilladt at spørge, hvad det er,
der saaledes optager d ig ?“ spurgte jeg
temmelig koldt.
„Det var just det, jeg kom for at sige
dig — dig alene. Nu har jeg truffet dig,
og dog er det saa. svært for mig at faa
det sagt. Aa, Terry, k a n du ikke gætte
det?“
Hendes Stemme var ydmyg og blid, som
den aldrig havde været før. Fra hun var
en lille Pige, havde hun altid gjort sig be
mærket ved en Frejdighed i Tale og Mane
rer, der havde meget lidt af det frygtsomme
og blide, man sædvanlig tillægger den unge
Pige. Men nu var hun som forvandlet. Hun
tog et Par Skridt hen over Gulvet og vred
hjælpeløst sine Hænder uden at løfte sine
store, tindrende Øjne op til mine.
„Jeg kan ikke gætte det, Paula,“ sagde
jeg noget venligere. Havde hun lidt og
angret, skulde jeg være den første til at
tilgive hende; men saaledes som jeg kendte
hende, kunde jeg ikke tro, at dette var
Tilfældet. „Jeg er bange for, at du kommer
til at fortælle mig, hvad det er du vil.“
Hun lagde sin Haand i m in; den var tør
og brændende hed.
„Jeg vil have din Kærlighed, Terry!“
sagde hun med brudt Stemme. „Jeg er
kommen for at bede dig tage imod mig
igen. Paa mine Knæ vil jeg bede dig derom,
hvis det er nødvendigt, indtil du giver mig,
hvad jeg beder om!
Jeg ved, hvad du vil sige. Jeg ved, jeg
sagde, at jeg aldrig havde elsket dig. Men
det var ikke sandt — havde ikke noget
Øjeblik været sandt. Jeg har maaske tænkt
saaledes den Gang, for jeg var ikke mig
selv — jeg var syg af Sorg og Skinsyge og
Had til den Kvinde, der var kommen mig i
Vejen. Men jeg har altid elsket dig, det
ved du godt, om jeg end sommetider har
været en Smule trodsig. Jeg tog alt det
Gode her i Verden som noget, der tilkom
mig, ogsaa det, at jeg ejede dig. Da jeg
saa havde stødt dig fra mig og var rejst
bort, begyndte jeg at tænke over, hvad det
var, jeg havde kastet bort, og jeg begyndte
at overveje. Jeg stred imod, der var Bitter
hed i mit Sind. Men efter nogen Tids For
løb følte jeg, at jeg m a a tte se dig igen.
Jeg fik Mr. Annesley til at leje „Reden“.
Jeg lagde den Plan at overraske dig paa
Ballet, og det lykkedes mig. Alt gik, som
det skulde, undtagen med mig selv, Terry
— undtagen med mig selv.
Da jeg saa dig sammen med d e n K vind e,
saa’ hvorledes du var optagen af at beskytte
hende imod mig og imod hvad Fortræd, jeg
muligvis kunde gøre hende, da følte jeg
mig syg — syg! Jeg følte, hvad jeg før
kun var halvt sikker paa — at jeg elskede
dig, tilbad dig, ønskede at eje dig fremfor
alt andet og alle andre i hele Verden, og
jeg v ild e have dig igen, — hører du, jeg
v ild e have dig? Du havde været min en
Gang og skulde blive det igen, naar jeg
kom og gjorde Fordring paa dig. Terry!
Du staar højt over alle andre Mænd i alt,
ligesom du er den højeste af Vækst — du
er den smukkeste, den modigste, den noble-
ste, den stærkeste! Tag mig igen; tag mig
igen. ellers gaar jeg i Døden!“
„For Guds Skyld, hvad er det du siger,
Paula?“ Jeg følte mig selv ydmyget ved
hendes Ydmygelse. Hvad i Himlens Navn
skulde jeg svare hende!
„Kan du ikke elske mig, Terry — k a n
du i k k e ? “
Til min Forfærdelse havde hun kastet sig
paa Knæ foran mig og holdt krampagtig
fast paa min Haand med begge sine.
„Sig ikke, at du har skænket din Kærlig
hed til en anden. Det er jo ikke saa længe
siden, jeg gik, — siden vi var bundne til
hinanden ved Ægteskabsløftet. Jeg har
mangen en Nat staaet op af min Seng og
gaaet omkring paa Gulvet i Mørket med
den Tanke, at jeg vilde dræbe hende, hvis
det var saa. Jeg v ild e , Terry! Men nej,
jeg mener det ikke alligevel! Jeg skal al
drig være ond eller haardhjertet mere. Jeg
har set den Foragt, der var i dine Øjne,
naar jeg talte over mig i Vrede. Jeg skal
være venlig og sød og blid og kvindelig —
alt, hvad du holder af, blot du vil sige,
at alt maa blive, som det var før imellem
os.“
„Du maa ikke ligge paa Knæ for mig,
Paula! Rejs dig op, det beder jeg dig
om!“
Jeg vilde have løftet hende varsomt op,
men hun stred imod. Klyngende sig til
mine Knæ, skælvende og hulkende som et
lille Barn, bedækkede hun mine Hænder
med heftige, hede Kys.
„Jeg rejser mig ikke, før du har tilgivet
mig a l t og lovet mig din Kærlighed. Naar
alt kommer til alt, gjorde jeg jo ingen
Fortræd med min Synd — for Synd var det
det ved jeg og vidste jeg. Men det var som
en Sygdom, der tog Magten fra mig. Jeg
saa alt det, som jeg havde haft for mig
selv — din Kærlighed, og Onkel Wilfreds
og Penge og min Stilling i Verden — alt
det blev frataget mig af en Fremmed. Og
jeg har ikke denne blide, eftergivende Na
tur, der kan tilgive og resignere, naar ens
bedste Haab brister. Min Natur er liden
skabelig, mit Hoved bliver liedt, men saa
meget stærkere kan jeg elske. Og du selv
ligner mig saa meget deri, at du kan for-
staa mig; men du har Styrke og Æres
følelse nok til at kunne beherske dig, det
var d e t, jeg havde tabt. Men jeg elsker
dig, Terry! Jeg kan ikke leve uden dig!
Jeg m a a dræbe mig, hvis du forstøder mig!
Ja, jeg vil, jeg maa, jeg skal gøre det -
jeg kan ikke saare andre derved end mig
selv. — Ingen vil bryde sig om mig. Tænk
paa, hvor ene jeg staar i Verden! Onkel
Wilfred bryder sig ikke længer om mig;
og jeg, som troede, at jeg betød noget i
Samfundet, jeg har i denne korte Tid alle
rede erfaret, at man er ved at glemme mig,
Der er ingen, der interesserer sig for mig
mere. Terry, kan du ikke forstaa, at mit
Hjerte er bristet? Hvorfor svarer du mig
ikke?“
Hendes sidste Ord kom som afbrudte
Skrig; og nu lod hun mig løfte sig op,
medens hun
græd ustandseligt, vildt,
givende sig hen i den mest sønderrivende
Smerte. Og dog var hun smukkere, kvinde
ligere, elskeligere, end jeg nogensinde
havde set hende før. Hun lænede sig op
til min Skulder, og jeg omfavnede hende
med en Følelse af Ømhed, saaledes somjeg
kunde have følt for en skøn ung Barbar,
der havde syndet mod Guds og Menneske
nes Love og nu fordrede Tilgivelse og Aner
kendelse af sit Menneskeværd som sin Ret.
Men der laa som en isnende kold Vægt
paa mit Bryst.
„Du ved næppe, hvad du beder mig om,
Paula,“ sagde jeg blidt.
„Hvorfor ved jeg ikke det? Er det da
saa svært for en Mand, at elske mig? Je?
ved, jeg er smuk; jeg har holdt adskillige
Mænds Hjerter i min Haand. Der er Nr,
Haynes-Haviland — smuk som en af de
græske Guder, rig og uafhængig — ogsaa
siges der, at mange Kvinder vilde forgude
ham, og han kunde dø for mig. Der var
en Tid, da jeg tænkte paa at gifte mig
med ham, mere for at faa Revanche over
Onkel Wilfred end for noget andet.
Men i det samme Øjeblik som jeg saa dig
igen paa Ballet, følte jeg, at det var nrig
umuligt.
Terry, du kan gøre mig god igen; nien
d e rsom du kaster mig bort —
hører
du.
— saa vil jeg vie mit Liv til at krænke
dem, der har krænket mig. Du ved, hva
jeg mener. Kun du kan frelse dem for ®in
Hævn, der skal komme hurtigt og sikkert'
Sig mig: er jeg en Kvinde, hvem en Man
som du finder det saa forfærdelig svært at
elske?“
„Det er ikke det,“ sagde jeg kort. ,
„Hvad da? Var det da sandt, hvad
i Vinter pinte mig selv med at tro.
der noget imellem dig og — Consue
Hop©?“
. ...
„Nej; der er intet imellem os
11
„Men du elsker hende?“
„Det vilde ikke være godt for ung,
jeg gjorde det.“
t
„Aa, Terry; hvor det Svar er £riIY |
Det siger mig jo mere end
mange
hvad du føler for hende. Men hvis ^
ikke bryder sig om dig, hvis du ikke
noget Haab, — vil du da ikke hellere r
mig, skaane mig for mig selv?“
(Fortsættes.)